William Clem

Fokus på FCK-Silkeborg IF

Søndag kl. 18 debuterer Bo Svensson som cheftræner for F.C. København i hjemmekampen mod Silkeborg IF.

Det er selvfølgelig den helt store nyhed i denne påskeuge, hvor vi får besøg af Silkeborg IF, men ud over at vi skal byde Bo velkommen hjem til København 20 år efter at han forlod os som spiller, så gælder det først og fremmest om at få den længe ventede Superligasejr!

>> Find din plads til kampen her

Men der skal to til tango, og Silkeborg kommer med ny optimisme efter sidste weekends 3-0-sejr i Randers, hvor de brød en stime på 10 Superligakampe uden sejr (U3, T7).

Med københavnsk sejr holder vi os fremme i kampen om den vigtige 7. plads, hvis nu det glipper i pokalfinalen, men med jysk sejr er vi kun tre point fra nedrykningsstregen!

Hvordan blander Svensson kortene?
Det er altid spændende at se, om en ny cheftræner blander kortene på en anderledes måde, så mange venter nok med ekstra spænding på søndagens startopstilling og spillemæssige udtryk.

Vi har haft en del landsholdsspillere afsted (se denne oversigt), men denne gang har hverken Marcos López eller Junnosuke Suzuki krydset en masse tidszoner, idet Peru spillede i Frankrig og Spanien, og Japan spillede i Storbritanninen.

Andreas Cornelius er tilbage fra sygdom, og Elias Achouri er også på træningsbanen, efter en skade har holdt ham ude siden midten af februar. Oscar Buur og Jonathan Moalem træner også med igen, og Birger Meling er også ved at være klar igen.

Elias Achouri på træningsbanen på Nummer 10
Elias Achouri er på træningsbanen igen. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


>> Tilskuerinfo om FCK-Silkeborg


1-1-testkampe mod AGF og FC Midtjylland
Silkeborg har spillet to træningskampe i landskamppausen og begge endte 1-1 mod henholdsvis AGF (sidste torsdag) og FC Midtjylland (i tirsdags). I sidstnævnte kamp på 2 x 30 minutter udgik Pedro Ganchas med en fodskade, og det er endnu uvist, hvor alvorligt det er.

Silkeborg har haft Callum McCowatt med New Zealands landshold, hvor han var med i to venskabskampe mod Finland og Chile, og Aske Andresen var med U21-landsholdet og Simon Stüker med U19-landsholdet.

Indbyrdes statistik
Efter otte kampe uden nederlag til Silkeborg (V5, U3) tabte vi 1-3 i det seneste indbyrdes møde, som var en fredagskamp på JYSK Park den 17. oktober. Det var "kun" vores tredje Superliga-nederlag i sæsonen, men som bekendt blev det kun værre og værre.

Men Silkeborg har drillet os flere gange de seneste sæsoner. I august 2023 tabte vi for første gang i 16 år hjemme til Silkeborg, og siden har vi i alt mødtes yderligere fire gange i Parken med en sejr til hver og to uafgjorte.