Øvre Sektion 12 i Parken

Opdatering på hoppeforbud på Øvre B

Landets førende ingeniører og eksperter fra Rambøll og Niras analyserer fortsat mulighederne for en forstærkning af Øvre B tribunen.

I 2025 blev der investeret markant i, at fans igen kan hoppe koordineret på Nedre B. Efter en længerevarende proces med tests og beregninger blev tribunen forstærket med mere end 25 tons stål, og der blev støbt yderligere beton omkring tribunens fundamenter. Koordinerede hop har siden været tilladt på Nedre B.

På Øvre B er koordinerede hop fortsat forbudt, jf. Parkens ordensreglement.

Siden sommer har ingeniører og eksperter i svingninger fra Rambøll og Niras testet, analyseret og regnet på mulighederne for at forstærke lastevnen og tilpasse tribunens konstruktion.

Øvre B er en noget større opgave end Nedre B, da Øvre er en hængende tribune. Der kan derfor ikke benyttes samme model som ved Nedre, og det kræver en særdeles kompleks proces at afdække de potentielle muligheder.

F.C. København vil løbende dele yderligere information om processen.