Jacob Neestrup

Neestrup: Vi tabte en lige fodboldkamp, der lå til uafgjort

"Vi tabte en helt lige fodboldkamp, der lå til et uafgjort resultat indtil 83. minut," konstaterede Jacob Neestrup efter 1-2-nederlaget i Herning.

"Det blev en urolig kamp med mange dueller og masser af intensitet på en svær bane, og det er typisk for en forårspremiere."

"Men jeg synes, at vi spillede solidt og med stor ansvarlighed og soliditet, men vi vidste også, at vi skulle udnytte de få chancer, vi ville få og ikke give noget væk i den anden ende. Og så må vi ikke lukke de mål ind, som vi gjorde til sidst, for det er den væsentligste årsag til, at vi tabte en ellers lige kamp, som lå til et kryds."

"Vi skulle også have taget bedre vare på de muligheder, vi selv havde tidligere i kampen, hvor vi både havde nogle nærgående forsøg og flere lige-ved-og-næsten muligheder, når vi kom i løb ned mod deres bagkæde. Vi havde også mange dødbolde, som vi ikke fik nok ud af."

"Nu handler det som altid om at fokusere 100 % på den næste kamp på onsdag mod Viborg, og så må vi derefter se på de sidste kampe i grundspillet, for selvfølgelig er presset nu endnu større, end det har været før, når vi kun er et point fra at ryge ud af Top 6," sluttede Jacob Neestrup.