Træning på Nummer 10

Neestrup før FCM: Forventer en tæt og jævn kamp

Søndag kl. 16 tager vi hul på Superliga-foråret med et brag af en kamp mod FC Midtjylland, og Jacob Neestrup glæder sig til at komme i gang med Superligaen efter den udmærkede opstart, holdet har haft i januar.

Det fortæller han i et længere interview med FCK TV, som du kan se i sin helhed i FCK-app’en og på tv.fck.dk.

“Det er en svær kamp, og et sted, hvor vi godt ved, vi har haft det svært i 10 år. Men også en modstander, som vi glæder os til at spille mod, og som jeg synes, vi har haft nogle gode kampe og præstationer mod, senest i kalenderåret 2025.”

“Jeg forventer en tæt og jævn kamp. Du kan vinde, når du er bedst, men du kan også vinde de kampe, når du er næstbedst, hvis du tager vare på dine muligheder.”

“Jeg synes, at vi har vist derovre de seneste par gange, at vi har haft flere og flere gode perioder. Men i nogle af de perioder, hvor vi har været bedst, er vi endt med at indkassere et mål eller to, der har givet os sværere forudsætninger, end hvad der ellers var mulighed for.”

Med otte point op til FC Midtjylland er kampen naturligvis vigtig, men det er den på flere måder, fremhæver Neestrup:

“Den er jo vigtig i forhold til at kravle op i tabellen, og den er vigtig i forhold til at holde andre klubber bag sig, og den er vigtig i forhold til - og det er måske det vigtigste - at tage af hul på et nyt kalenderår i dansk regi og forsøge at vise os frem for en bedre side, end den måde, som vi sluttede kalenderåret 2025 på i Superligaen.”

“Vi glæder os til at komme i gang efter en god opstart, spillerne har trænet godt, og vi har spillet nogle gode træningskampe, især de to på træningslejren, og jeg er tilfreds med det, jeg har set.”

“Vi forsøgte at gøre os konkurrencedygtige i de to Champions League-kampe, og det var en gylden mulighed for at tage et skridt op i tempo, og alt i alt har det bidraget til en god start på året,” siger Neestrup.

De sidste forberedelser
Med forbehold for de sidste træninger inden søndagens opgør, så er hele truppen til rådighed undtagen langtidsskadede Mattsson og Huescas samt Cornelius, hvis skade Neestrup vurderer til at vare mellem et par uger og 4-6 uger.

Spillerne havde træningsfri torsdag og træner først kl. 14 i dag, for at banen kan blive gjort klar efter det kraftige snefald. Lørdag er der lukket træning, inden truppen kører til Jylland og overnatter til søndag.