FCK Børnefodbold - sportslig lederuddannelse

FCK Børnefodbold afslutter nyt hold på sportslig lederuddannelse

FCK Børnefodbold har netop afsluttet et nyt hold på deres sportslige lederuddannelse, hvor deltagere fra Danmark, Sverige og Norge har været samlet om at styrke deres kompetencer i rollen som børneudviklingstræner.

Andreas Moe Rasmussen, børnechef i Roskilde, og Anders Lange, chef for F.C. København Børnefodbold, stod for de fire moduler hen over efteråret.

Uddannelsen har haft fokus på at klæde børneudviklingstrænerne på i deres arbejde med børn, forældre, trænere og ledere, så de kan skabe trygge og udviklende læringsmiljøer omkring børnefodbolden. Gennem både teori og praksis har deltagerne arbejdet med centrale pædagogiske tilgange i børnefodbold.

FCK Børnefodbold - sportslig lederuddannelse


Et af nøglebegreberne har været Resonans, som handler om at skabe stærke, meningsfulde forbindelser mellem mennesker – og omverden. Derudover blev der undervist i anerkendelse som en grundlæggende kompetence i arbejdet med børn og voksne.

Uddannelsen har også introduceret en systemisk-narrativ tilgang, hvor trænerne lærer at arbejde med de historier, fortællinger og forståelser, der påvirker børns trivsel og udvikling. Fokus er på at styrke positive identiteter og gode fællesskaber, både på banen og udenfor.

Med afslutningen af dette hold understøtter FCK Børnefodbold fortsat udviklingen af kompetente børneudviklingstrænere i hele Norden – trænere, der sætter relationer, trivsel og helhedsorienteret udvikling i centrum.

>> Læs mere her om FCK Børnefodbold

FCK Børnefodbold - sportslig lederuddannelse