Allianz Arena

Første FCK-besøg på Fussball Arena München

F.C. København har efterhånden været på en del store arenaer i Europa med masser af historie og tradition, og i de senere år har vi benyttet anledningen til at fortælle lidt stadionhistorie fra de steder, vi har spillet.

>> Se listen her

Nu er turen nået til en udekamp mod en af de helt store klubber og på et af de helt store stadioner i Europa, når vi onsdag aften møder Bayern München på Allianz Arena. Eller Fussball Arena München, som det hedder i FIFA- og UEFA-sprog, hvor sponsornavne ikke må konflikte med forbundenes kommercielle aftaler.

Begyndelsen i det 20. århundrede
FC Bayern blev stiftet i 1900, og deres første faste hjemmebane var en bane i Leopoldstrasse, men i 20’erne blev den for lille, og Bayern flyttede til Grünwalder Stadion lidt syd for München centrum. Det var opført i 1911, samme år som Københavns Idrætspark, og var ejet af TSV 1860 München indtil 2. verdenskrig, hvor det blev ødelagt.

Grünwalder Stadion 1966/67
Grünwalder Stadion anno 1966/67. Foto: Ullstein Bild via Getty Images


Efter krigen blev det genopbygget med en kapacitet, der på sit højeste nåede 44.000 – officielt, vel at mærke, for der meldes om kampe med langt flere inden for portene. På den måde minder det også om Idrætsparken og mange andre af datidens stadioner, for da langt de fleste pladser var ståpladser, som ikke blev solgt i forsalg med et begrænset antal billetter, havde man ikke altid styr på, om der blev lukket for mange ind gennem tælleapparaterne.

I dag rummer Grünwalder Stadion kun 15.000 tilskuere, og TSV 1860 bruger det til sine hjemmekampe i 3. Bundesliga, ligesom FC Bayerns andethold bruger det i Regionalliga Bayern.

Bayern München med bl.a. Sepp Maier og Franz Beckenbauer løber på banen på Grünwalder Stadion i 1966/67
Bayern München løber på banen i 1966/67 - forrest Werner Olk, Sepp Maier og Franz Beckenbauer. Foto: Ullstein Bild via Getty


1972: Olympiastadion München
FC Bayerns førstehold flyttede dog allerede i 1972 til byens nye olympiske stadion, som blev opført til Münchens OL-værtskab samme år i den nordlige del af byen. Det står der stadig i dag med de karakteristiske baldakiner af akrylglas, der skal minde om de bayerske alper.

Her blev f.eks. også VM-finalen i 1974 spillet (Vesttyskland-Holland 2-1) samt EM-finalen i 1988 (Holland-Sovjet 2-0) samt flere europæiske finaler.

Det Olympiske Stadion i München
Olympiastadion i München. Foto: David Cannon, Getty Images


2005: Allianz Arena
Allianz Arena åbnede i maj 2005 - cirka otte år efter, at byens to store klubber, FC Bayern og TSV 1860, foreslog at bygge et helt nyt stadion i München.

Bayern havde som nævnt spillet på Olympiastadion siden 1972, og i første omgang mente politikerne, at det "bare" skulle renoveres, men i foråret 1997 godkendte myndighederne klubbernes forslag.

Flere lokationer var på tale, før man - efter en afstemning blandt Münchens indbyggere - besluttede sig for forstaden Fröttmaning, hvor lokalpolitikerne påtog sig at bekoste den nødvendige infrastruktur, mens FC Bayern og TSV 1860 hver ejede 50% af München Stadion GmbH, der stod for stadionbyggeriet.

Forsikringskoncernen Allianz AG købte navnerettigheden, så stadion fra starten hed Allianz Arena. Senere, i februar 2014, købte Allianz AG sig også ind i "FC Bayern München AG" - et aktieselskab oprettet i 2001, hvor den medlemsstyrede "moderklub", FC Bayern München eV, har 75% af aktieerne, mens Adidas, AUDI og Allianz deler resten med 8,3% hver.

Byggeriet af Allianz Arena
Foto: Sampics via Getty Images


Byggeriet gik i gang i efteråret 2002, og et år senere besluttede FIFA at placere åbningskampen og en række andre kampe til VM i Tyskland i 2006.

Stadionbyggeriet og infrastrukturen var klar i foråret 2005, så FC Bayern og TSV 1860 kunne spille pre-indvielseskamp den 19. maj, hvor man testede adgangsveje, billetkontrol, food and beverage m.m.

Den officielle åbning var den 30.-31. maj 2005 med to udsolgte kampe mellem TSV 1860 og 1. FC Nürnberg samt FC Bayern mod det tyske landshold.

Kapaciteten var ca. 66.000 tilskuere og blev allerede året efter i 2006 udvidet til ca. 70.000, hvor FC Bayern samtidig overtog hele ejerskabet af stadion, da TSV 1860 fik økonomiske problemer. TSV 1860 indgik dog en lejeaftale til 2025, som FC Bayern dog købte sig ud af i 2017.

Kapaciteten er i dag øget til 75.000 til nationale kampe og 70.000 til internationale kampe. Det er dermed det næststørste tyske stadion efter Westfalenstadion/Signal Idunna Park i Dortmund.

Allianz Arena
Foto: Sebastian Frej, MB Media via Getty Images


I 2018 ændrede man farverne på stadion, som hidtil havde været både røde (FC Bayern) og lyseblå (TSV 1860), så det nu kun var Bayerns farver og logo.

I forvejen kunne man let ændre farverne uden på stadion, da facadebeklædning . som består af knap 3.000 separate elementer, der pustes op af tør luft - var fra starten oplyst indefra, så man kunne skifte fra rød til lyseblå eller hvilke andre farver, man nu ønskede at signalere til omverdenen. Teknisk set kunne lysene også blinke og skifte farve med korte intervaller, men det fraråder politiet kraftigt, da det vil genere bilisterne på den nærliggende Autobahn...

Facadebeklædningen på Allianz Arena
Facadebeklædningen med knap 3.000 selvstændige elementer. Foto: Johannes Simon, Getty Images

 

Allianz Arena
Foto: Markus Gilliar, GES Sportsfoto via Getty Images


NFL-kamp
Ud over fodbold har Allianz Arena også lagt græs til den første NFL-kamp nogensinde i Tyskland. De 13. november 2022 så ca. 70.000 tilskuere Tampa Bay Buccaneers slå Seattle Seahawks 21-16 i NHL International Series, som er de NFL-kampe, som de senere år er afviklet uden for USA i bl.a. England, Mexico og Tyskland.

Stadionmuseum
Arenaen rummer også et stort FC Bayern-museum, som dog ikke er åbent på kampdage, men givetvis et besøg værd en anden god gang end lige netop i dag. Det kan du læse mere om her.

I aften "besøger" ca. 3.500 F.C. Københavnere dog Allianz Arena fra tribunerne, og vi ønsker alle en god oplevelse og en god kamp.

 

Bayern Münchens omklædningsrum
Bayern Münchens omklædningsrum. Foto: T. Kieslich, Bayern München via Getty Images


 

Allianz Arena
Foto: Gaston Szerman, FCK Media
Allianz Arena
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


(Kilder: fcbayern.com, allianz-arena.com, wikipedia, uefa.com)