FCK, Pan Idræt og Gamechanger indgår samarbejde

F.C. København, Pan Idræt og #Gamechanger indgår samarbejde

FCK, Pan Idræt og #Gamechanger har indgået en samarbejdsaftale, der skal sikre et øget fokus på inklusion af alle i dansk fodbold. Samtidig bliver Pan Idræt også ny samarbejdsklub i F.C. København.  

I det nye samarbejde vil F.C. København bidrage til udviklingen af Pan Idræt som idrætsforening, mens Pan Idræt vil hjælpe FCK og de øvrige samarbejdsklubber med at sikre bedre inklusion af alle i fodbold.

FCK: Alle københavneres klub
”For os handler det om at sætte handling bag ordene om at være mere for københavnerne," siger direktør Jacob Lauesen.

"Når vi siger, at vi vil være københavnernes klub, så gælder det alle københavnere. Derfor skal vi have en klub, der bidrager konkret til, at alle føler sig velkomne i dansk fodbold, uanset om det er som tilskuer i Parken, som spiller i vores egen klub eller i en af vores samarbejdsklubber."

"Det er vi sikre på, at samarbejdet vil bidrage til,” siger Jacob Lauesen.

Kan lære os en masse
Pan Idræt er stiftet i 1984 og har i dag flere end 1.500 medlemmer fordelt på 27 idrætsgrene, herunder fodbold. Et af foreningens formål er at sikre plads til alle i idræt med et særligt fokus på seksuel mangfoldighed og kønsdiversitet.

”Pan Idræt er en meget veldrevet klub, der har nogle unikke kompetencer, der er brug for i alle klubber," siger Anders Hall Toft, der er leder af FCK Klubsamarbejdet.

"Vi kan bidrage til at udvikle Pan Idræt yderligere som idrætsforening, mens de kan lære os en masse om bedre inklusion af alle i fodbold. Det kan vi hjælpe med at sprede til en masse klubber, så alle føler sig velkomne, uanset hvem de er.”

FCK Klubsamarbejdet tæller 53 samarbejdsklubber med flere end 37.500 medlemmer, hvilket svarer til 28 procent af alle aktive fodboldspillere på Sjælland og i København.

Pan Idræt: Mere mangfoldighed i fremtidens fodbold
Samarbejdet mellem Pan Idræt og F.C. København involverer også Projekt #Gamechanger:

”Når vi i Pan Idræt er med til at søsætte projekter som #GameChanger, er det vigtigt, at der kommer blivende resultater, der kan understøtte en kulturforandring," siger Christian Bigom, formand for Pan Idræt.

"Derfor siger vi JA TAK til et tæt samarbejde med FCK om mere mangfoldighed i fremtidens fodbold året rundt. Vi ser FCK's engagement i #GameChanger og samarbejdsaftalen med os i Pan Idræt som et vigtig skridt i den rigtige retning for fodbolden i Danmark."

Gamechanger: Gøre en forskel og gå forrest
”Projekt #Gamechanger handler om at gøre en forskel og om at gå forrest," fortæller Carsten Friis Overby, der er projektleder for Gamechanger.

"Med samarbejdsaftalen med Pan Idræt vælger F.C. København netop det: At vise vejen for, hvordan vi skaber positive forandringer i en kultur, der i alt for lang tid har været ekskluderende for mange."

"Vi er stolte af at have F.C. København med ombord, og vi er sikre på, at klubbens store stemme i dansk fodbold vil inspirere mange til at tage samme skridt mod en mere inkluderende fodboldkultur".

FCK: Vi begynder med os selv
F.C. Københavns første initiativ i samarbejdet bliver at tage læring ind internt:

”Vi begynder med os selv ved at invitere Pan Idræt til at komme ud i vores Talentafdeling og lære fra sig," siger Anders Hall Toft.

"Derefter tilbyder vi det bredere til vores samarbejdsklubber, der alle bliver inviteret til et inspirationsmøde i Parken med oplæg fra Pan Idræt, inden vi har planer om flere initiativer”.

Velkomst i Parken 12. august
Alle i F.C. København byder Pan Idræt velkomne i vores klubsamarbejde. De bliver præsenteret i Parken til kampen mod Randers den 12. august.

>> Læs mere om FCKs Klubsamarbejde her

>> Læs mere om Pan Idræt her

>> Læs mere om #Gamechanger her