Træning i Marbella

U19-gruppefinale lørdag i Marbella

Lørdag kl. 12 spiller U19 gruppefinale i de skandinaviske mesterskaber i Marbella, hvor drengene kan nøjes med uafgjort mod Hammarby for at gå i finalen.

Efter to sejre over Aalesund (3-2) og Esbjerg (4-1) har vores U19-hold max-point, mens Hammarby har fire point efter 1-1 mod Esbjerg og 2-1 over Aalesund.

Vi ville allerede have været finaleklar, hvis Hammarby og Aalesund havde spillet uafgjort i onsdags, og det var heller ikke langt væk, for Aalesund brændte straffe samt et par friløbere mod slutningen af kampen.

Uanset om vi bliver 1'er eller 2'er i gruppen, skal vi spille placeringskamp kl. 11 på mandag. Herefter gælder det om at komme hurtigt afsted til Malaga for at nå et fly til København sidst på eftermiddagen.

Thomas Jørgensen og Daniel Haarbo
Thomas Jørgensen og Daniel Haarbo. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Stefan Madsen i spidsen
U19-cheftræner Hjalte Nørregaard fløj af private årsager hjem til København fredag formiddag, og i stedet står assistenttræner Stefan Madsen i spidsen for holdet i de to sidste kampe sammen med U17-cheftræner Alfred Johansson, som fløj herned i går. Han træner jo i hverdagen de ti U17-spillere, som er med hernede for at supplere den lidt smalle U19-trup, og vikarierede også som U19-cheftræner i nogle måneder af efteråret 2020, da Hjalte var ved førsteholdet.

Stefan Madsen og Alfred Johansson
Stefan Madsen og Alfred Johansson. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Som nævnt har vi spillet to kampe allerede, mandag og onsdag, og de øvrige dage står programmet på træning om formiddagen og lektielæsning om eftermiddagen. Desuden er der indlagt pre- og postmatchmøder med videoklip, hvor trænere og spillere forbereder sig henholdsvis evaluerer kampene.

Humøret er fint hernede, og det manglede da også bare, når solen skinner fra morgen til aften, mens sneen vælter ned i Danmark! Der har kun været en enkelt lille skade hernede til William Clem i den første kamp i mandags, men han når måske at blive klar til mandagens placeringskamp.

Derudover har langtidsskadede Jacob Perelman glædet sig over, at han er begyndt at kunne løbe og sparke lidt til en bold, mens William Kaastrup stadig er i den tidlige fase af genoptræningen efter sin korsbåndsskade.
 

Jeppe Corfitzen afslutter på Samuel Andersen
Jeppe Corfitzen afslutter mod keeper Samuel Andersen. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


En tur på golfbanen
Der har også været tid til et lille socialt arrangement, hvor truppen var en tur på en af de mange golfbaner hernede.

Eller rettere, en tur på PG Golf & Sports Academy, som drives af den tidligere svenske golf-pro, Peter Gustafsson, hvor spillerne kunne nøjes med at prøve kræfter på en driving range og en putting green.

En tur på en rigtig golfbane have nok været en anelse for ambitiøst, selv om nogle af drengene havde prøvet at spille før og faktisk slog nogle ganske glimrende slag. Andre ville nok ikke have nået hele banen rundt, inden mørkets frembrud...

Golf
Fisnik Isaki, Jacob Perelman og Orri Óskarson putter. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Minder fra 2010
De fleste træninger er foregået på Marbella Sports Center, hvor vi også spillede mod Esbjerg onsdag aften og spiller placeringskamp på mandag.

Hjalte syntes, omgivelserne virkede bekendt, og ganske rigtigt... det var her, han og resten af førsteholdet trænede i vinteren 2010, da de var på træningslejr i Marbella. I Copa del Sol-træningsturneringen mødte vi Kalmar FF, Shakhtar Donetsk og Molde i gruppespillet samt OB i placeringskampen om 3.-4. pladsen.

Vi slog OB 2-1 og blev dermed nr. 3, men kampen huskes mest for et styrtende regnvejr over Marbellas Estadio Municipal - og for at TK spillede højre back. Regnen betød i øvrigt, at Shakhtar og CSKA Moskva valgte at aflyse deres finale for at undgå skader.

Det problem får vi næppe hernede!

Foto: Sportsagency.dk / Lars Møller
Hjalte i aktion mod OB i Copa del Sol i 2010. Foto: Lars Møller