FCK-fans på vej til Parken

Vær opmærksom på trafikken på søndag

Topbraget på søndag kl. 18 mod FC Midtjylland er pt. udsolgt (venteliste her), og alle indgange åbner kl. 16.00.

Kom i god tid
Vi opfordrer alle til at komme i god tid - og vi gør særligt opmærksomme på de trafikale forhold i byen og især omkring Parken, idet halvmarathonløbet CPH Half afvikles i Københavns gader.

Hele løberuten er lukket for biltrafik kl. 9-15, og det påvirker dele af indre København og brokvartererne, Men andre gader og veje end selve ruten bliver også berørt.

Vi opfordrer derfor til, at du studerer de praktiske informationer på CPH Halfs hjemmeside her.

Særlige forhold på Øster Alle
Bemærk at selv om alle gader ventes genåbnet kl. 15, så er der særlige forhold omkring Øster Alle, hvor start- og målområdet er.

Øster Alle forventes nemlig indtil kl. 18 spærret mellem Edel Sauntes Alle og Per Henrik Lings Alle. Det betyder, at du ikke kan køre i bil helt til Parken, hvis du kommer nordfra ad Øster Alle.

Vi gør også opmærksom på, at der i forvejen er et omfattende vejarbejde på Østerbrogade, som begrænser og vanskeliggør biltrafikken i øjeblikket. Det gælder helt fra Lille Triangel og til krydset ved Strandboulevarden/Jagtvej.

Lad bilen blive hjemme
Vi opfordrer derfor alle til at lade bilen stå derhjemme - eller kun tage den noget ad vejen - og i stedet tage metro eller anden offentlig transport, hvis du ikke har Parken inden for gå- eller cykelafstand.

Og som sagt - kom under alle omstændigheder i god tid, for vi har solgt samtlige pladser i Parken søndag aften og håber selvfølgelig, at alle også udnytter dem.

Vi beklager eventuelle ulemper og glæder os til at se jer til det store topbrag i Superligaen. Vi ønsker også alle eliteløbere, motionister og tilskuere til CPH Half en rigtig dejlig københavnerdag rundt om i byen, hvor vi er sikre på, at Sparta og deres mange frivillige gør alt hvad de kan, for at alt glider så problemfrit som muligt.

Spørgsmål
Hvis du har spørgsmål til de trafikale forhold omkring CPH Half, så beder vi dig venligst kontakte arrangøren Sparta på telefon 35 26 69 00 eller skrive til trafik@sparta.dk.

Om andre emner er du som altid velkommen til at kontakte vores egen kundeservice på kundeservice@fck.dk.