Chidera Ejuke, CSKA Moskva

CSKA Moskva missede Europa for første gang i 20 år

Mandagens træningsmodstander fra CSKA Moskva forbereder sig for første gang i 20 år til en sæson uden europæisk fodbold.

Det er resultatet af en skuffende sjetteplads i den russiske Premier League, efter at CSKA kun hentede fire point i de sidste fem kampe - og samtidig røg ud af pokalsemifinalen til Lokomotiv Moskva.

De to foregående sæsoner endte CSKA på fjerdepladsen, og selv om det måske ikke lyder så dårligt, så kom det efter en forrygende periode siden årtusindskiftet med 6 x guld, 7 x sølv og 1 x bronze samt en enkelt femteplads i 2009.

De to fjerdepladserne betød, at CSKA "kun" har været i Europa League-gruppespil de to seneste sæsoner, men inden da var de seks år i træk i Champions League-gruppespil.
 

CSKA Moskva
CSKA-holdet til deres seneste europæisk kamp ude mod Dinamo Zagreb i december. Foto: Marko Lukunic/Pixsell/MB Media/Getty Images

Trænerfyring kort før pre-season
Sjettepladsen kostede også kroaten Ivica Olic cheftrænerjobbet efter blot en enkelt sæson, og indtil videre har den 39-årige Aleksey Berezutzkiy overtaget jobbet. Ifølge klubpræsidenten Evgeny Lennorovich var han allerede inde i overvejelserne, inden de ansatte Olic.

Berezutzkiy er en klublegende i CSKA, der spillede over 500 kampe i centerforsvaret, inden han stoppede karrieren for tre år siden. Han var blandt andet med til klubbens største internationale triumf, da de vandt UEFA Cup i 2005.

Fra første til anden træningslejr
CSKA har allerede haft én træningslejr i Østrig, inden de nu kommer herned på den næste og er indkvarteret i Bad Tatzmannsdorf, hvor vi spiller kampen. I øvrigt samme sted, hvor Rapid Wien p.t. er på træningslejr.

Berezutzkiy har sagt, at den første træningslejr primært skulle bruges til at bygge fysikken op (og undgå skader), mens de taktiske ting venter til den anden træningslejr, hvor de fleste af landsholdsspillerne er med igen.

Under det første ophold i Østrig mødte CSKA Wiener Neustadt og Kapfenberg. De slog Wiener Neustadt 3-1 efter at have været bagud 0-1 ved pausen (de spillede kun 2 x 40 min.), og forwarden Fedor Chalov scorede de to første og spillede Shkurin fri til det tredje mål.

Kapfenberg blev beseret 1-0 på et mål 12 minutter før tid af Konstantin Maradishvili, der, som navnet antyder, har georgiske rødder, men er født i Moskva.

Konstantin Maradishvili
Maradishvili i duel med Nicolai Jørgensen i en Europa League-kamp i efteråret. Foto: ANP Sport via Getty Images


Truppen
I truppen til kampen mod os har CSKA fået næsten alle fem landsholdsspillere tilbage fra EURO2020.

Det drejer sig om forsvarerne Mario Fernandes og Igor Diveyev, som begge var med mod Danmark, samt klubbens to nyindkøb, midtbanespilleren Maksim Mukhim (fra Lokomotiv Moskva), som blev indskiftet i alle tre kampe, og angriberen Anton Zabolotny (fra Sochi), der ikke fik spilletid ved EURO2020.

Kantspilleren Nikola Vlasic var desuden på banen for Kroatien i alle deres kampe, men han støder først til træningslejren på fredag, for kroaterne fik som bekendt en kamp mere end russerne, inden de røg ud i Parken i den forrygende 1/8-finale mod Spanien.

Til gengæld må CSKA undvære argentineren Adolfo Gaich, som er udtaget til Argentinas OL-trup, men de har dog brasilianeren Bruno Fuchs med, som også skal med Brasilien til OL.

De er også uden den  af deres to islændinge, Hördur Magnusson, der er skadet, men der er stadig nordisk islæt i form af Arnor Sigurdsson - som også har været skadet et stykke tid, men er med i Østrig - og den norske midtbanespiller, Emil Bohinen, der er søn af den tidligere norske landsholdsspiller Lars Bohinen. Den nigerianske angriber, Chidera Ejuke, har også en slags nordisk islæt, for han spillede en del sæsoner i Vålerenga, inden han via Heerenveen kom til CSKA.

I CSKA-målet står klublegende Igor Akinfeev, der har været med næsten lige så længe som træner Berezutzkiy, men har spillet langt over 600 kampe for klubben.

Han stod dog ikke, da vi mødte CSKA Moskva i en træningskamp i Østrig for tre år siden, for præcis samme dag stod han sin 111. og sidste landskamp for Rusland, da de på hjemmebane tabte VM-kvartfinalen til Kroatien på straffespark.

Igor Akinfeev
Igor Akinfeev. Foto: Marko Lukunic/Pixsell/MB Media/Getty Images


CSKA har - ligesom vi - ikke så mange tilbage fra vores seneste møde, men en af dem er den førnævnte forward, 23-årige Fedor Chalov, som for nylig scorede to gange mod Wiener Neustadt og er et produkt af klubbens eget akademi.

Anføreren i vores kamp i 2018, Kirill Nababkin, er også stadig i klubben efter 12 år, og inden da spillede han i øvrigt mod os i UEFA Cup i 2008, da han var i FC Moskva.

Kenan Kodro
Kirill Nababkin i vores møde i 2018. Foto: FCK.DK


Tidligere møder
Kampen i 2018 sluttede med en 4-1-sejr til os på mål af Falk, Kodro, Gregus og Bashkim. Det var Kenan Kodros uofficielle debut, og ved samme lejlighed fik Dame N'Doye et kærkomment comeback, efter at Per Wind og Jesper Larsen havde spottet ham ved poolen i Bad Radkersburg.

Vi har aldrig mødt CSKA i en officiel turnering, men spillede 2-2 mod dem i en træningskamp i Italien i februar 1999 (vores mål sat ind af Todi Jónsson og Lars Højer), hvorefter vi vandt på straffespark.