U14 vandt både mesterskab og pokal

Ugen der gik (25/2021)

U14 VANDT GULDKAMPEN MOD BRØNDBY
Med en 3-1-sejr over Brøndby i søndags gik vores U14-hold forbi de blå-gule i tabellen og sikrede mesterskabet! Målene blev scoret af Jonathan Moalem, Roberto Risnæs og Oliver Højer.

Tidligere på foråret vandt drengene også pokalturneringen ved at slå Greve 4-2 i finalen, så det har været et flot forår for cheftræner Sune Holmgren og hans talentfulde drenge, der altså vandt The Double, som man også kan se på artikelbilledet øverst på siden.

Elias Rørsted Christensen
U14-anfører Elias Rørsted Christensen i Derby-guldkampen. Foto: Judit Wacha

 

Roberto Risnæs jubler efter sin scoring
Roberto Risnæs (#12) jubler over sin scoring med Oliver Højer (#19), der også kom på tavlen, og Sven Bech Leschly (#3). Foto: Judit Wacha


Stor ros skal også lyde til KB Talent, hvor 12 af spillerne kom fra – og syv af dem har været med lige siden KB Micro på Pile Allé, fortæller KB Talent med stolthed på deres Instagramprofil.


BRONZE TIL U15
U15 var også i Silkeborg i lørdags og sejrede 6-1, hvilket sikrede bronzemedaljerne i den landsdækkende U15-liga, selv om der også her venter et Derby på lørdag kl. 12.

Mikkel Søfeldt
Mikkel Søfeldt Nielsen, som kom fra OB i vinter, scorede to gange i Silkeborg og er suveræn topscorer i U15-ligaen med 24 mål. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Vores drenge kan hverken nå højere eller lavere i tabellen, men Brøndby skal sandsynligvis vinde for at bevare deres nuværende førsteplads, for OB på andenpladsen er fire point efter og mangler også at spille hjemme mod Lyngby onsdag aften, inden fynboerne lørdag tager imod FC Midtjylland.
 

U17 FORAN AFGØRELSENS TIME
U17 kan stadig selv afgøre mesterskabet, selv om FC Midtjylland er rykket tættere og tættere på, så de to hold står á point inden de to sidste runder. Senest vandt U17 komfortabelt med 6-0 i Silkeborg efter et hattrick af Emil Winther Højlund før pausen samt mål efter pausen af Orri Óskarsson, Jeffrei Adjei-Broni og Gustav Thejls Aagaard.

Emil Winther Højlund
Hattrick-helt i 1. halvleg - Emil Winther Højlund. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Onsdag kl. 17.30 kommer FC Nordsjælland på besøg på KB’s anlæg, og den kamp kan du følge på vores live-twitter, @FCKobenhavnLive. En halv time senere tager FC Midtjylland imod Silkeborg, og da vores målscore p.t. er 29 mål bedre end midtjydernes, kan guldet komme i hus allerede onsdag. Sandsynligheden taler dog for, at det først afgøres lørdag, hvor vi har U17-Derby på KB’s baner kl. 14, mens  FC Midtjylland spiller ude mod OB kl. 15.


BRONZE TIL U19
Inden sidste runde var U19 kun et point efter Esbjerg på andenpladsen, men sluttede af med at spille 1-1 hjemme mod Randers Freja FC. En sejr havde dog alligevel ikke været nok, da Esbjerg slog AGF 6-1, så vores drenge måtte nøjes med bronzemedaljerne.

Drengene kan dog se tilbage på et udmærket forår med ni sejre, tre uafgjorte og to nederlag, hvor de bankede bolden i nettet 46 gange, hvilket giver et snit på 3,3 mål pr. kamp.

Målet mod Randers blev sat ind af Rasmus Højlund, der ligesom William Bøving blev noteret for 15 mål i sæsonen.

William Bøving og Rasmus Højlund
William Bøving og Rasmus Højlund i en U19-kamp mod Vejle. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK



TRØJER-TEASER
Som de fleste nok har hørt, skifter vi trøjesponsor fra Carlsberg til Unibet fra 1. juli, og derfor får vi undtagelsesvis to nye trøjer på én gang, så vi har både en hjemmebane- og en udebanetrøje med Unibet på brystet.

Til sæsonens første to testkampe mod Hvidovre og Lyngby spiller vi dog i sidste sæsons ”Carlsberg-trøjer”, og til træningskampene i Østrig spiller vi i en midlertidig Unibet-trøje, inden de rigtige trøjer præsenteres til 3F Superliga-sæsonstarten.

Samme løsning med en ”midlertidig” trøje benyttede vi fx også på træningslejren i 2012, da vi skiftede fra Kappa til adidas, og den endelige adidas-trøje ikke var klar endnu.

Foto: FCK.DK
N'Doye i en midlertidig adidas-trøje i en testkamp mod Metalist Kharkiv i juli 2012.


TRUPSTATUS
Vores danske landsholdsspillere vender heldigvis ikke hjem denne uge, da Danmark jo skal i kamp igen på lørdag i Amsterdam efter den forrygende mandag aften i Parken med 4-1-sejren over Rusland.

Sveriges – og dermed Kalles og Pierres – skæbne afgøres først onsdag aften, men de kan også få en forrygende mandagskamp i Parken, hvis de slutter nr. 2 i gruppe E og dermed skal møde nr. 2 fra gruppe D.

Thorup har altså ikke alle mand til rådighed endnu, og flere af vores U20- og U21-landsholdsspillere har også fået nogle ekstra fridage, og det samme gælder Carlos Zeca og Bryan Oviedo. Derfor træner U19-spillerne Ali Almosawe, Daniel Haarbo og Mattias Jakobsen med denne uge med henblik på træningskampen mod Hvidovre på torsdag, hvor den endelige trup udtages efter onsdagens træning.

Træning på Nummer 10
Røgslør før testkamp - starter Thorup inde? Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK



OLE TOBIASEN ”HJEM” TIL HEERENVEEN
Ole Tobiasen stoppede i marts som cheftræner for Almere City i den næstbedste hollandske liga, og i ugen der gik fandt han et nyt job som assistenttræner i sin gamle klub, Heerenveen. Det var den klub, vi solgte ham til i 1995, efter at han som 17-årig brød igennem på vores bedste mandskab i foråret 1994.

Heerenveen sluttede sidste sæson på 12. pladsen i Eresdivisie efter en glimrende sæsonstart med fem sejr i syv kampe, men siden gik det ned ad bakke (hvis det giver mening at bruge det udtryk i Holland…), og de vandt kun fire gange i de resterende 24 kampe. De nåede dog semifinalen i pokalen, men tabte til en anden af Oles gamle klubber, Ajax.

I Heerenveen bliver Ole assistent for den jævnaldrende Johnny Jansen (begge er årgang 75), som også er gammel Heerenveen-spiller, og har stået i spidsen for klubben de seneste to sæsoner.

Oles seneste klub, Almere City, endte i oprykningsplayoff til Eresdivisie, men tabte i kvartfinalen 0-4 til Nijmegen, der siden tog den sidste billet til den bedste række – og siden sikrede sig Lasse Schøne, som ellers spillede i Heerenveen i foråret, så p.t. har Ole ingen landsmænd i truppen.
 

SKJOLDS SIDSTE CHANCE
Midt i glæden over B1903’s oprykning til Danmarksserien forrige fredag kunne man ikke lade være med at have ondt af vores gode samarbejdsklub, Boldklubben Skjold, som var meget tæt på at sikre sig den direkte oprykningsplads.

Derfor krydser vi fingre for den 106-årige traditionsklub fra Østerbro, når de spiller playoff mod Glostrup FK den 23. juni (kl. 19.30 hjemme i Fælledparken) og ude mod Solrød FC den 26. juni, kl. 14.00.