Allan Agerholm

Besked fra bestyrelses­formanden til fangrupperingerne

Bestyrelsesformand Allan L. Agerholm har skrevet et svar til de fangrupperinger, som forleden dag sendte et åbent brev til F.C. Københavns bestyrelse. Brevet kan læses HER.

Kære F.C. Københavnere,

Tusind tak for jeres brev.

Jeg sætter stor pris på, at I er gået sammen for at vise, hvor meget, I holder af og bakker op om vores klub, og at I ønsker at udvikle den i den rigtige retning.

De tanker, I har delt med os, deler vi med jer. F.C. Københavns styrke består i den loyalitet og opbakning, der er fra jer fans, der dag efter dag følger klubben ligesom vi gør.

Jeg er helt enig med jer i, at vi er inde i en særdeles positiv udvikling, når det handler om samarbejdet med alle de fangrupperinger, der er omkring F.C. København. Der er fantastiske projekter i gang med udviklingen af den visuelle oplevelse på Sektion 12, ligesom der er etableret en fanafdeling i klubben med fanudvalg på tværs af tribuner og fraktioner.

Fansene har vist klubben en enorm tillid med donation af millioner af kroner, som vi sammen investerer i udviklingen af nye oplevelser i Parken, blandt andet med den kommende fanzone og det allerede installerede nye lydanlæg m.m.

Jeg glæder mig særligt i disse dage over at den samlede indsats fra klubben og fangrupperinger har ført til, at vi netop har slået rekorden for antal solgte sæsonkort. Det er helt fantastisk og vil helt sikkert medvirke til, at vi starter den nye sæson i en helt fantastisk kulisse og stemning.

Så, samarbejdet stopper ikke, uanset Lars Bo’s afgang fra FC København. Det er min helt klare holdning at samarbejdet er med til at drive os fremad, og vi kommer ikke til at skrue ned for opbygningen af den fælles forståelse.

Vi er fra ejerkreds over bestyrelsen og til ledelsen alle bevidste om, at det er en gave for F.C. København og klubbens fremtid, at vi har en nær og stærk relation mellem klub og fans.

Jeg kan dog aldrig love, at vi ikke kommer til at begå fejl eller træffe beslutninger, der ikke er populære hos alle.

Ud over dette svar vil jeg i nær fremtid indkalde til et møde med fanafdelingen, således at vi kan møde hinanden og sætte navn og ansigt på, ligesom jeg vil bestræbe mig på at være synlig og tilgængelig, ligesom den daglige ledelse er det i Parken på kampdage, hvis I skulle have behov for dialog.

Forza FC!

På bestyrelsens vegne

Allan L. Agerholm