Peter Ankersen

Randers FC igen - sjældent Superliga-dobbeltmøde

Mandag, 2. påskedag, kl. 16.00 indleder vi Mesterskabsspillet hjemme mod Randers FC, som vi også mødte i den seneste runde i grundspillet.

Det er kun tredje gang, at vi møder det samme hold to gange i træk i den samme Superliga-sæson – og igen sker det i april og involverer en helligdag.

Næstved 1996
Første gang var også ved påsketid, da vi i 1996 spillede 1-1 i Parken mod Næstved Skærtorsdag den 4. april og 2-2 i Næstved 2. påskedag den 8. april.

2-2-kampen sluttede dramatisk, for vi var bagud 0-2 indtil kort før tid, hvor indskiftede Lars Højer slog til to gange. Glæden blandt de mange FCK-fans var forståelig, men den efterfølgende baneinvasion var selvfølgelig uacceptabel og kunne have kostet dyrt dengang for 25 år siden.


Horsens 2018
Anden gang var i 2018, hvor vi slog AC Horsens 4-1 hjemme lørdag den 21. april og vandt 3-2 i Horsens Store Bededag, fredag den 27. april.

I hjemmekampen scorede Denis Vavro sit første og eneste Superligamål, og de andre blev sat ind af  Viktor Fischer, Jonas Wind og Federico Santander.


SønderjyskE 2010 - men i to forskellige sæsoner
En enkelt gang mere har vi mødt samme Superligahold to kampe i træk, men da var der en sommerpause imellem. Den 16. maj 2010 sluttede vi sæsonen med at slå SønderjyskE 3-1 i Parken, og den 18. juli indledte vi den nye sæson med en 3-1-sejr i Haderslev.

(Artiklen fortsætter under billedet)

unibet ANNONCE | 18+ | STOPSPILLET.DK | SELVUDLUK VIA ROFUS.NU | SPIL ANSVARLIGT


Andre turneringer
I europæiske turneringer har vi flere gang mødt det samme hold to gange i træk og på tidspunkter, hvor Superligaen lå stille. På tværs af alle turneringer har vi mange gange mødt det samme hold to gange i træk. Senest skete det i april 2016, hvor vi i Superligaen slog Brøndby 2-0 hjemme den 17. april og den 20. april vandt 1-0 i Brøndby i en pokalsemifinale-returkamp.

Den første semifinale endte 1-1 i Parken den 6. april, og hvis vi ikke havde haft en Superliga-udekamp i Randers den 10. april, havde vi altså mødt Brøndby i tre kampe i træk. Det har vi endnu ikke prøvet mod nogen modstander, uanset turneringsformen.


Randers FC siden sidst
Med 2-1-sejren for to uger siden sørgede Randers for selv at sikre pladsen i Mesterskabsspillet, som er deres første siden det blev indført.

I landskamppausen har Randers-reserverne tabt 0-1 til Viborg FF, hvor der bl.a. var spilletid til Tosin Kehinde. Nigerianeren havde karantæne, da vi mødtes i Randers, men er til rådighed igen 2. påskedag, når det går løs i Parken.

Her har vi også revanche til gode, efter at de slog os 2-1 i november og dermed vandt for første gang i Parken siden august 2013.