Nelsson, Stage, Zanka og Wind

Ugen der gik (8/2021)

SJÆLDENT RESERVE-NEDERLAG
Der er måske noget selvmodsigende i at lave statistik over resultaterne i reservekampe, for vi gør jo jævnligt opmærksom på, at resultatet ikke er vigtigt i disse kampe. Det handler om at få spilletid, kamptræning, meter i benene, tempo i kroppen osv osv. Dermed ikke sagt, at resultatet er totalt ligegyldigt, for det er det jo aldrig, når man spiller en fodboldkamp.

Det var da også lidt trættende i længden, dengang vi stort set ikke vandt en reservekamp i et par år og ofte indkasserede store nederlag, men trods dagens nederlag til HB Køge kan vi nu se tilbage på en okay periode rent resultatmæssigt, for dagens 0-1-nederlag til HB Køge er vores første reservenederlag siden september 2019:

05.09.19 u 2-3 Lyngby (Daramy 2)
10.09.19 h 2-0 Brøndby (Fischer, Daramy)
10.10.19 h 1-1 Lyngby (Daramy)
17.10.19 u 4-1 Brøndby (Bendtner 2, Bjelland, Pep Biel)
14.11.19 h 2-1 FC Nordsjælland 2-1 (Brajanac, Johansen)
11.02.20 h 2-0 OB (Stage, Oviedo)
08.06.20 h 1-1 FC Nordsjælland (Santos)
01.07.20 h 1-1 HB Køge (N'Doye)
13.08.20 h 2-2 Brøndby (selvmål, Højlund)
08.02.21 h 3-2 FC Helsingør (Højlund 2, Oskarsson)
16.02.21 h 2-0 Brøndby (Kristiansen, Daramy)
23.02.21 h 0-1 HB Køge

Valdemar Lund i en luftduel
Valdemar Lund i en luftduel, mens Thomsen er til - han overtog anførerbindet i 2. halvleg


Reservekampe er i øvrigt et upræcist begreb, da holdene nogle gange stiller med spillere, der normalt må betegnes som faste startere. Det sker typisk i landskamppauser, hvor de "hjemmegående" får kamptræning. Andre gange er det næsten rene U19-hold, som vi fx har gjort et par gange i den officielle reserveliga.

De kampe, som vi spiller i øjeblikket, er ikke reserveligakampe, for den turnering er p.t. suspenderet på grund af Covid-19. I stedet aftaler holdene indbyrdes reservekampe, hvor man fx gerne må skifte hele holdet, ligesom både vi og HB Køge gjorde i dag. I reserveligaen er man normalt begrænset til et færre antal.

Reservekamp
Fra venstre U19-spillerne Mattias Jakobsen, Valdemar Lund (nu med anførerbindet), Matias Riikonen og William Maretti


START-11'ER TJEK
Divisionsforeningen slettede i vinterpausen reglen om, at klubberne skal offentliggøre deres taktiske start-11'er en time inden kickoff, så den bliver vist på superliga.dk. Man opfordrer dog stadig klubberne til at gøre det som en service, men det er ikke et krav.

"Ugen der gik" tjekkede alle holdenes start-11'ere på superliga.dk i den seneste spillerunde, og selv om vi ikke har set kampene - og dermed kan vurdere, om formationerne er 100 % korrekte - så ser det umiddelbart sådan ud.

Inspirationen til dette tjek kom, fordi vi har bemærket, at mange klubber ikke også viser en taktisk formation på de sociale medier. Faktisk er det kun OB, der ligesom vi selv, har en grafik med en taktisk formation.

AC Horsens, AGF, FC Midtjylland, FC Nordsjælland, Randers FC og Vejle oplyser start-11'eren kæde for kæde, men markerer ikke, hvor den ene kæde slutter og den næste begynder. Ofte kan man dog godt kan regne ud, hvilken taktisk formation den er baseret på.

SoMe-grafikken fra Brøndby, Lyngby, SønderjyskE og AaB viser kun start-11'eren i rækkefølge efter spillernes rygnumre.

FC Nordsjælland og AC Horsens viser hverken rygnumre på de 11 startende eller på reserverne. Alle øvrige viser rygnumrene på de 11 startende, mens Brøndby, FC Midtjylland, Lyngby, SønderjyskE og Vejle ikke har rygnumre på reserverne.
 

BRATTBAKK STOPPER I ROSENBORG
Harald Brattbakk tørnede ud for løverne i år 2000 (15 mål i 35 kampe), og den nu 50-årige nordmand har de seneste år været tilknyttet Rosenborgs akademi på deltid. Til den norske Adresseavisa siger han, at når det ikke kunne blive til mere end en halvtidsstilling, så følte han ikke, at han fik nok ud af tingene.

Harald Brattbakk


Brattbakks søn, Filip, er på kontrakt i Rosenborg, men var i efteråret udlejet til Raufoss, der ligger lidt syd for Lillehammer, og han er nu tilbage i Trondheim, men på udlån til byens anden klub, Ranheim, som sidste år tabte playoff-finalen om oprykning til Eliteserien.


TROELS BANGGARD FORLADER TALENTAFDELINGEN
Talentafdelingens ansvarlige for det mentale arbejde, Troels Banggaard, har fra 1. marts får en tilsvarende stilling på FC Midtjyllands akademi. Troels har tidligere arbejdet en del år i håndboldverdenen og bl.a. været direktør i FCM Håndbold.