Karlo Bartolec

Bartolec har grebet chancen: Et mål og to indkast-assists

Karlo Bartolec har i den grad grebet chancen, efter at Peter Ankersen blev skadet i forårspremieren: først den vigtige reducering til 1-2 i Aalborg og siden to lange indkast, der førte til scoringer mod AC Horsens og SønderjyskE. Mandag aften i Lyngby kan det blive tre i træk:

“Ja, vi har da i hvert fald fået flere muligheder for at score på dødbolde og som sagt scoret på lange indkast i to kampe i træk, og det vil da være dejligt, hvis vi gør det igen i morgen, så længe vi også bare vinder kampen," sagde Karlo Bartolec efter søndagens træning på Nummer 10, hvor der næsten var forår i luften.

“Da jeg begyndte at spille i Kroatien, så trænede jeg meget på de lange indkast, og vi skabte også en del chancer på den måde, men da jeg kom til Nordsjælland, så brugte vi det ikke så meget, for Victor var holdets højeste spiller. Nu har vi blandt andet både Victor, Jonas, Zanka og Bundu, så vi har mange muligheder på dødbolde."

Det kolde og våde vintervejr gør det ikke altid nemt at få et godt greb om bolden, men det har Bartolec taget højde for.

"Når vi spiller hjemme i Parken, så sørger Mikkel, Søren og Michael for, at der ligger håndklæder rundt om banen, men når vi spiller på udebane, må jeg selv løse det. Det er derfor, jeg tager handskerne af og bruger dem til at tørre hænderne, for hvis jeg har dem på, kan jeg ikke kaste lige så langt."

Mandag skal vi på jagt efter yderligere tre point i Lyngby, og Bartolec ser frem til opgøret:

"Det kan godt være, at banen ikke er så god lige nu, men det er jo ens for begge hold. Vi må bare koncentrere os om vores eget spil, og det vi er gode til. Det gælder som altid om at være aggressive fra første minut, så det er os, der styrer kampen og forhåbentlig også kan afgøre den tidligt, ligesom vi gjorde i Horsens," slutter Bartolec.