Bo Rygaard

Nytårsstatus fra Bo Rygaard

Vi er ved at lægge et nærmest absurd år bag os. Det giver anledning til at se lidt tilbage, men i høj grad også frem mod det kommende år.

Vi tog hul på 2020 med afsæt i et meget tilfredsstillende 2019 for hele PARKEN Sport & Entertainment, og både FCK, Parken og Lalandia kom faktisk godt i gang med året. Alt tydede på et rigtigt godt 2020 med særlig forventning til FCK i Europe League gruppespillet, afholdelse af EM-slutrunden i Parken, Lalandia med historisk mange bookinger samt det igangværende arbejde med at etablere Lalandia 3 i Søndervig.

Men så kom Covid-19, og vi blev hårdt ramt hele vejen rundt, hvor alle vores aktiviteter nærmest hen over natten blev helt eller delvist nedlukket. Naturligvis til stor ærgrelse for vores gæster, tilskuere, sponsorer, fans, samarbejdspartnere og selvfølgelig alle os, der arbejder med Parken hver eneste dag.

Det har stillet store krav til os alle i og omkring organisationen, hvor alle har måtte indrette sig og arbejde ud fra de skiftende scenarier og hele tiden følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer. De opgaver er blevet løst professionelt, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle både i og omkring organisationen for at udvise stor fleksibilitet og forståelse for situationen. Og ikke mindst vores sponsorer og fans skylder vi tak og anerkendelse for jeres loyalitet og opbakning.

Men 2020 var også året, hvor vi vurderede, at den sportslige ledelse i FCK desværre ikke længere var i stand til at levere de resultater, som er nødvendige for en klub som FCK hverken i 3F Superligaen, Sydbank Pokalen eller vigtigst af alt Europa League gruppespillet.

På baggrund af en nøje lagt plan gik vi derfor i gang med at indhente de kompetencer og erfaringer, som vi vurderede nødvendige for hurtigst muligt igen at få FCK resultatmæssigt tilbage på tidligere års spor.

Som I løbende har kunnet følge med i, er der nu skabt et meget stærkt team både på og udenfor banen. På alle positioner har vi hentet folk ind med utrolig stor erfaring og kompetence inden for hver deres felt - og ikke mindst lysten og viljen til at stå sammen, udvikle FCK og skabe resultater.

Undervejs er der stillet spørgsmålstegn ved, om vi havde en plan og havde styr på FCKs fremtid. Vi synes, at de handlinger, vi har foretaget, viser, at vi havde en plan, og at den med William Kvist i spidsen er blevet eksekveret effektivt og hurtigt. Trods det positive forløb er vi dog bevidste om, at vi stadig har et stort arbejde foran os, før FCK er tilbage, hvor vi alle ønsker, klubben skal være. Men tilbage til toppen, det kommer vi.

Nu glæder vi os alle i PARKEN Sport & Entertainment til 2021 og håber på, at Covid-19 vaccinen vil betyde, at vi snarest muligt kan komme tilbage til den positive udvikling, vi er inde i. Byggeriet af Lalandia 3 følger - på trods af Covid-19 - de lagte planer. Alle 440 nye feriehuse er solgte, og der er allerede overdraget 60 af de nyopførte feriehuse til ejerne. Lalandia i Søndervig vil åbne i foråret 2022.

I Parken glæder vi os til at komme i gang med 3F Superligaen igen med stor tro på, at vi kan fortsætte fremgangen. Vi er optimistiske omkring tilskuere til vores kampe igen i løbet af foråret, og så venter der – endelig – EM-slutrunden til sommer og en Minds of 99 koncert til september.

Mest af alt glæder vi os til, at vi igen kan skabe og dele store oplevelser sammen med jer alle.

Rigtig godt nytår og tak til alle for jeres store opbakning i 2020.

Bo Rygaard
Bestyrelsesformand