B1903-KB

KB reddet fra nedrykning, og B1903 spiller slutspil

Vore to moderklubber, KB og B1903, nåede kun at spille efterårssæsonen i Københavnsserien, inden alt blev lukket ned. Nu har DBU København fastlagt, hvordan turneringen afsluttes - og det har ikke været nogen nem opgave!

KB reddet fra nedrykning
KB lå nærmest uhjælpeligt sidst efter de første 13 runder med blot fem point, og det lignede en sikker nedrykning til serie 1.

DBU København har imidlertid suspenderet nedrykningen og i stedet deltager KB i et såkaldt afslutningsslutspil med fire andre hold. Da der reelt intet var på spil, var det frivilligt for holdene at deltage, og to har meldt fra, så KB kun spiller to kampe i aften og på lørdag, inden der er sommerferie:

  • 16. juni, 19.00 ude mod Hvidovre
  • 20. juni, 13.45 hjemme mod Kastrup i Frederiksberg Idrætspark

Helt ligegyldige er kampene dog ikke, siger Søren Bjerg, KB's nye cheftræner fra årsskiftet, der selvfølgelig er glad og lettet over DBU Københavns beslutning:

”Det bliver først og fremmest dejligt at kunne måle sig med de andre, ligesom det for mig bliver vigtigt at se, hvad spillerne kan fremvise. Om de vil yde det, der skal til for at være med,” siger han til KB's hjemmeside.

KB's cheftræner Søren Bjerg
Foto: kb-boldklub.dk


B1903 spiller oprykningsspil til Danmarksserien
I toppen af Københavnsserien har DBU København indført et slutspil, hvor fire hold tager deres point med fra efteråret og kæmper om én oprykningsplads til Danmarksserien. B1903 kom lige akkurat med, men kan ikke engang i teorien rykke op, for holdene mødes kun én gang:
1. Husum 31 point, +23
2. Skjold 25 point, +7
3. RIK 22 point, +2
4. B1903 21 point, +16

Men der var drama i kulissen, for både NB Bornholm og Fremad Amager havde også 21 point, og Nexø-klubben var bedst i indbyrdes opgør og mente derfor at, de var berettiget til 4. pladsen, også selv om de altså heller ikke ville kunne nå oprykningspladsen. 

Også naboerne i RIK er skuffede, for eftersom de spillede ude mod Husum, Skjold og B1903 i efteråret, så mente de, at alle deres tre kampe i slutspillet skulle være hjemme i Rønne. Men DBU København anser slutspillet for en ny, selvstændig turnering, så RIK får kun hjemmekamp mod Husum og møder de andre ude.

RIK skal dog gøre rent bord med en voldsom målscore for at indhente Husum, så det ligner et kapløb mellem vores to samarbejdsklubber, Husum og Skjold - men det hele kan i praksis være afgjort allerede på fredag:

"Selv om vi ikke kan nå at rykke op, så er vi glade for de tre kampe i slutspillet, så vi trods alt får spillet nogle turneringskampe inden sommerpausen. Men det er da en speciel situation for alle, og hvis vi taber den første på fredag i Husum, så er det hele jo nærmest afgjort," fortæller B1903's sportschef Mads Agner Veng, som glæder sig på KB's vegne over, at de blev reddet.

Til de tre kampe i slutspillet har B1903 fortsat cheftræner Thomas Lindhardt ved roret, men han har valgt at stoppe efter sæson, hvor han har kontraktudløb efter 4 år som cheftræner. Klubben har allerede fundet hans afløser i form af Ole Pedersen, hvilket du kan læse mere om her.


>> Læs mere på DBU København om op- og nedrykning fra Københavnsserien til serie 5