Pep Biel

Kampreferat: Velfortjent sejr, selv om vi sikrede den lidt sent

Yngste angrebsduo i 25 år
Det var dejligt at komme i gang med at spille kampe igen, selv om det aldrig bliver det samme uden tilskuere! Men i dag viste spillerne, at de kunne præstere stærkt alligevel, for vi satte os tidligt på kampen og pressede hjemmeholdet tilbage med højt tempo og sikker boldomgang.

Vi savnede ellers tre af vores stærkeste offensivspillere, N’Doye, Wind og Fischer, og angrebsduoen med Daramy og Kuafmann var vores yngste angrebsduo i 25 år, siden René Tengstedt og Kenny Thorup i en udekamp mod OB i efteråret 1995...

Og man nåede lige at tænke ”Åh nej!”, da Falk efter få sekunders spil blev hægtet bagfra af Gytkjær og tumlede hovedkulds ind i dommer Anders Poulsen, men heldigvis var Falk nok mere forskrækket end forslået.

Højt tempo og fint spil fra starten
Allerede i de første ti minutter viste vi dog flere gode offensive takter, når især kanterne Pep Biel og Stage satte fart, og Daramy tegnede sig for vores første udmærkede chance, da han trykkede af i feltet efter en kikset Lyngby-clearing, men skuddet blev blokeret.

Siden havde Lyngby lige et par angreb, hvor det blev småfarligt en enkelt gang, inden en forudseende Nelsson kom på tværs, da Corlu ville spille den helt fri Emil Nielsen. Men snart tromlede vi videre, og Darmay ville gerne have haft straffe, da Winther sparkede ham under fodsålen i stedet for at ramme bolden, men han måtte nøjes med hjørne.

Vi fortsatte trykket, og Stage kom en anelse for sent til et flot Varela-indlæg tæt under mål, og Darmay fik ikke træf på en cutback-pasning fra Bengtsson. Men midt i halvlegen fik vi den første rigtigt store chance, da Daramy fornemt spillede Stage helt fri i dybden, men Thomas Mikkelsen gik langt ud i feltet og parerede lige så fornemt.

Gode takter igen, men for en kort stund kom Lyngby op i den anden ende og var tæt på en pænt stor chance, da Corlu fandt Gytkjær i feltet, men hans træk blev for langt, så bolden gik over baglinjen.

Smukt angreb sendte os i front
Vi svarede dog hurtigt igen, men igen kom Stage en anelse for sent til et Pep Biel-indlæg ved fjerneste stolpe, så da vi rundede den første halve time burde vi alle have været foran. Men det kom kort efter...

Stage opfangede et sløjt Mikkelsen-udspark, Kaufmann fandt Daramy uden for deres felt, og med hælen spillede han elegant Falk helt fri, hvorefter han satte den mellem benene på keeperen. Smukt, smukt, smukt...

Kort efter sendte Pep Biel et lumskt, brækkende langskud afsted, som Mikkelsen med besvær halvklarede, og bortset fra en enkelt Lyngby-kontra, som Corlu ufarligt afsluttede fra distancen, så sad vi på kampen frem mod pausen. Lige inden pausefløjtet kom Kaufmann endda godt og alene op til et Pep Biel-hjørne, men det blev ved de 1-0.

Fortsat dominans efter pausen
Vi startede 2. halvleg, som vi afsluttede 1. halvleg, og efter få minutter var Nicolai Geertsen lige ved at heade et Pep Biel-hjørne i eget net, men den lige strøg over mål – og gav sært nok Lyngby målspark.

Efter små ti minutter trak den meget veloplagte Pep Biel godt ind fra højre og kom til skud, men piskede bolden fladt forbi. Minuttet efter fik Lyngby deres første store chance, da Emil Nielsen blev spillet helt fri i feltet, men Kalle gik stærkt ud og gjorde sig bred, så han kunne parere til hjørne.

Efter en times spil kom Santos ind for Kaufmann og skulle kun bruge få sekunder til at komme til en stor chance på et Bengtsson-indlæg fra venstre, men han styrede bolden tæt forbi den forreste stolpe.

Man sad altså lidt og spekulerede på, om det bare var en af de dage, hvor vi ikke kunne lukke og slukke, så det endte med et dumt pointtab på en tilfældig dødbold, og de dumme tanker forsvandt ikke, da Pep Biel kort efter skruede en dødbold fra højre på overkanten af overliggeren.

Resolut reaktion, efter Lyngby udlignede ud af ingenting
Med tyve minutter igen sad vi totalt på kampen – og så skete det alligevel... Lyngby slog kontra, Marcussen trak ned mod feltet, Varela bakkede, Nelsson pressede op og missede bolden, og i stedet spillede han Magnus Warming i højre side, og fra halvspids vinkel satte han bolden fladt under Kalle.

Vi havde dårligt givet bolden op, før Stage trak ind fra kanten og fyrede af, men med en lynrefleks nåede Mikkelsen ned og slå bolden på stolpen! Så var det måske alligevel en af de dage...?

Nej! Svaret kom hurtigt, for minuttet efter bragte Daramy os heldigvis foran 2-1! Stage førte bolden frem, Bengtsson fik den og fandt Daramy midt i feltet, hvor han viste overblik og teknik ved at tæmme den med venstre og vende rundt og udplacerede Mikkelsen med et fladt højre-spark i det lange hjørne.

Afgørelsen faldt først til sidst
Det slog dog ikke hjemmeholdet ud, for de næste 5-10 minutter forsøgte de at satse på endnu en udligning, men da chancen var ved at opstå, fik Emil Nielsen ikke ordentligt træf på bolden. Vi satte nye kræfter på banen i form af Mudrazija og Oviedo ind for Falk og Daramy, og kort efter afgjorde vi kampen. Oviedo, der lå som venstre kant, gik optimistisk med frem og fik en fantastisk aflevering fra Pep Biel – stødt blidt og præcist frem med en kattepote – hvorefter han ville runde Mikkelsen, som nedlagde ham. Pep Biel gik til 11-meter pletten og scorede usvigeligt sikkert, og lidt efter blev han udskiftet med Karlo Bartolec – da vi jo må skifte op til fem spillere i resten af sæsonen.

Langt inde i tillægstiden blev Mudrazija nedlagt lige uden for Lyngby-feltet, og Zeca trillede frisparket til Bartolec, der hamrede til bolden, men selv om det var hårdt – og muren hoppede – så burde Mikkelsen nok ikke have ladet den smutte ind.

4-1 lyder overlegent, og det var vi på mange parametre også, men som kampen udviklede, var Lyngby trods alt med næsten hele vejen, både ved 0-1 og 1-2, indtil vi til sidst satte trumf på og sikrede tre velfortjente point.

Da FC Midtjylland samtidig tabte hjemme til AC Horsens – det kan jo ske for enhver – er afstanden reduceret til ni point med 11 kampe igen. Vigtigere var dog, at vi fik godt gang i spillet og viste noget af det bedste, vi længe har vist i 3F Superligaen!