Parken Sport & Entertainment fastholder forventningerne til året

Parken Sport & Entertainment fastholder i den seneste delårsrapport forventningerne til året med en omsætning i niveauet 760 til 810 mio.kr. og et resultat før skat på 60 til 75 mio.kr.

Koncernomsætningen i første halvår 2019 udgjorde 335,3 mio.kr. mod 337,1 mio.kr. fra de fortsættende aktiviteter i samme periode sidste år, og primært resultat udgjorde -31,3 mio.kr. mod 25,2 mio.kr. i samme periode sidste år.

”Efter første halvår er vi på niveau med første halvår 2018 før transferaktiviteter og vi ser frem til en positiv resultatudvikling for helåret. I F.C. København har der været nogle meget store transfers, men de er blevet realiseret efter udløbet af første halvår, og påvirker således delårsresultatet i forhold til sidste år, hvor der var transferaktiviteter tidligere på året,” siger bestyrelsesformand Bo Rygaard.

Resultat af ophørende aktiviteter udgjorde +0,4 mio.kr. i første halvår 2019 mod -231,4 mio.kr. i samme periode sidste år og kan henføres til Fitness.dk, der blev solgt i 2018.

”Vi er tilfredse med, at udviklingen har været som forventet, og at vi kan fastholde forventningerne til årets resultat i forhold til det senest udmeldte. Samtidig kan vi konstatere, at beslutningen om at afhænde Fitness.dk og koncentrere os om vores kerneforretninger var korrekt, når vi sammenligner med samme periode sidste år,” siger Bo Rygaard, og fortsætter:

”Omkring Lalandia ser vi overordnet meget positivt på udviklingen, hvor Lalandia 3-projektet i Søndervig har fået en flot start. Med 400 solgte feriehuse af 440 mulige ser det meget lovende ud”.

”I segmenterne F.C. København & Stadion og Lalandia er der normalt et markant større aktivitetsniveau i anden halvdel af kalenderåret sammenlignet med første halvdel,”, siger Bo Rygaard.

På en ekstraordinær generalforsamling i PARKEN Sport & Entertainment A/S, afholdt den 12. august 2019, blev William Vitved Kvist og Hans Jacob Carstensen valgt som nye medlemmer af bestyrelsen. Finn L. Meyer, udtrådte pr. samme dato.

Resumé 1. januar – 30. juni 2019

  • Koncernomsætningen udgjorde 335,3 mio.kr. mod 337,1 mio.kr. fra de fortsættende aktiviteter i samme periode sidste år, og primært resultat udgjorde -31,3 mio.kr. mod 25,2 mio.kr. i samme periode sidste år. Udviklingen i primært resultat kan hovedsageligt tilskrives F.C. København & Stadion, hvor resultatet af transferaktiviteter i første halvår 2019 udgjorde -17,1 mio.kr. mod +34,5 mio.kr. i samme periode sidste år primært som følge af lavere avance fra salg af kontraktrettigheder.
  • De finansielle poster udgjorde -23,9 mio.kr. mod -20,3 mio.kr. i samme periode sidste år. Udviklingen kan hovedsageligt tilskrives kurstab i forbindelse med konvertering af realkreditlån.
  • Resultat før skat udgjorde -55,2 mio.kr. mod 4,9 mio.kr. fra de fortsættende aktiviteter i samme periode sidste år.
  • Koncernens nettorentebærende gæld pr. 30. juni 2019 udgjorde 1.070,2 mio.kr. (pr. 31. december 2018: 996,9 mio.kr.).
  • Koncernens kapitalberedskab var 60,9 mio.kr. pr. 30. juni 2019 mod 163,9 mio.kr. pr. 31. december 2018.
  • PARKEN Sport & Entertainment A/S fastholder de seneste udmeldte forventninger for 2019. En omsætning i niveauet 760 til 810 mio.kr. og et resultat før skat på 60 til 75 mio.kr.