William Kvist og Hans J. Carstensen valgt ind i Parkens bestyrelse

På dagens ekstraordinære generalforsamling blev bestyrelsens forslag om at vælge Hans Jacob Carstensen og William Kvist ind i Parken Sport & Entertainments bestyrelse vedtaget.

Bestyrelsen består herefter af Bo Rygaard (formand), Henrik Møgelmose (næstformand), Hans Jacob Carstensen, William Vitved Kvist, Benny Olsen, Gert Petersen, Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen.
 
”Vi er meget tilfredse med, at William Kvist og Hans Jacob Carstensen bliver en del af vores arbejde i bestyrelsen. De besidder begge markante kompetencer på hver deres områder, som vil bidrage til at udvikle selskabet positivt,” siger bestyrelsesformand Bo Rygaard, og uddyber:
 
”Williams styrker er naturligt på det sportslige område, men han har også et godt forretningshoved og har allerede sat sig grundigt ind i tingene, og han vil også kunne supplere os andre på andre områder end fodbolddelen. Samtidig bringer han en positiv diversitet ind i kraft af sin alder og baggrund, som kan give os nye vinkler og input i arbejdet,” siger Bo Rygaard, der også ser frem til samarbejdet med Hans J. Carstensen:
 
”Han er en stor kapacitet med en solid baggrund fra Egmonts ledelse og bestyrelsesarbejde hos blandt andre TV2 Norge. Det giver ham en god indsigt i underholdningsindustrien, som vi er en del af, og vi er meget glade for, at vi har tiltrukket en ressource som ham. Samlet set synes vi, at vi har en stærk bestyrelse med stærke kompetencer og indsigter på en lang række område. Vi glæder os til det stykke arbejde, der venter os for at udvikle hele selskabet,” siger Bo Rygaard.