Jonas Wind, Victor Nelsson og Dame N'Doye slås om bolden

Kampreferat: 0-2 efter to sene scoringer

Osijek kom aggressivt ud til kampen med et højt pres på vores nye bagkæde, hvor Jens Stage i dag passede den centrale del af butikken sammen med Victor Nelsson. Det slap de generelt ganske udmærket fra, og bortset fra en enkelt flad afslutning fra Maric, førte det kroatiske pres ikke til afslutninger.

Men de havde bedst fat i kampen det første kvarters tid, men støt og roligt fik vi overtaget og dominerede siden det meste af 1. halvleg. Startskuddet til vores gode periode var en god bolderobring højt oppe på deres halvdel, hvorefter Zeca spillede Jonas Wind helt fri, men han kiksede sit forsøg på at sætte den mellem benene på keeper Ivusic.

Skov, der spillede sin første kamp efter ferien, havde kort efter et nærgående frispark ude fra højre side, som Ivusic dog læste og reddede til hjørne.

Først efter en halv times spil kom Osijek til noget, men da var chancen til gengæld også stor, da Petar Bočkaj bankede bolden langt over efter en smule tøven i vores bagkæde.

Vi fortsatte dog vores dominans, og det var ikke langt fra, at Fischer fik afsluttet tæt under mål, da Robert headede et fint Bengtsson-indlæg på tværs.

I pausen kom Grytebust ind for Joronen, og Pieros for Jonas, og vi fortsatte de gode takter fra 1. halvleg og satte os tungt på spillet. Pieros fik en gylden mulighed for at bringe os i front på endnu et godt Bengtsson-ryk til baglinjen og efterfølgende indlæg, men tæt under mål headede han lige over.

Siden kneb det lidt med at spille os til chancer, selv om N’Doye et par gange var lige ved at smutte igennem på finurlige fremlægninger, men vi havde allerede skabt nok til, at en københavnsk føring ikke havde været ufortjent.

Midt i halvlegen udskiftede vi højre siden Varela/Skov med Bartolec/Holse, og kort efter kom Daramy ind for N’Doye, og Daghim afløste Fischer. I den fase mistede vi det fine momentum, vi havde haft hidtil, og kroaterne kom tilbage i kampen og begyndte at have bolden mere og blive småfarlige i feltet.

13 minutter før tid tog de teten, da landsholdsangriberen Mirko Maric fik en lang bold i dybden og passerede Grytebust med en flad inderside, og bare to minutter efter gentog han bedriften efter et dumt, københavnsk boldtab midt på egen halvdel.

Med ti minutter igen kom Jacob Haahr ind i midterforsvaret, og Stage rykkede op på midtbanen, mens Falk udgik, men de sidste ti minutter blev relativt begivenhedsløse, hvor ingen af holdene kom frem til noget.

Tre nederlag i Østrig i tre ellers udmærkede træningskampe, hvor vi blev godt matchet, og på mange måder tog nogle skridt nærmere det udtryk, der skal forsvare det danske mesterskab og bringe os i endnu et europæisk gruppespil. Næste søndag må vise, om vi er der helt!