Jonas Wind

Kampreferat: Effektive midtjyder straffede mestrene

De to hold
Vi havde fem ændringer siden sidst: Stephan, Papagiannopoulos, Varela, Bengtsson og Daramy i stedet for Joronen, Ankersen, Boilesen, Zeca og N'Doye. De to sidstnævnte sad ude med skader, ligesom Thomsen, Mudrazija og Pieros. Vi indledte i en 3-5-2 for første gang siden udekampen i Aalborg 10. december 2017, og frontduoen Wind/Daramy var vores yngste nogensinde.

Der var blomster fra Jakob Poulsen til Andreas Bjelland, da de to anfører hilste på hinanden, men det også det eneste vi fik med hjem i dag, selv om 1. halvleg indikerede en jævnbyrdig og målfattig affære.

Hjemmeholdet blæste til angreb de første minutter, men snart fik vi styr på spillet og havde nogle udmærkede offensive aktioner, hvor Wind og Daramy viste sig godt frem. Men ingen af holdene formåede at komme frem til afslutninger, selv om de fik 5-6 lange Kian Hansen-indkast, der skabte lidt uro i vores felt.

Stephans triste fire minutter
Så der skulle en fejlbedømmelse til at Stephan Andersen for at sætte dem i gang. Han havde allerede to gange været langt uden for feltet for at cleare, når en af vores tre stoppere var på boldjagt med en modstander, men tredje gang ramte han forbi bolden, hvorefter Onuachu enkelt kunne løbe bolden ind i det tomme mål.

Desværre blev det Stephans sidste aktion i kampen – og måske i hele hans lange karriere – for et par minutter senere faldt han pludselig om i feltet uden bolden var i nærheden og signalerede straks til bænken, at den var gal. Og det var den, for da han kom op fra omklædningsrummet på krykker kunne han fortælle Canal 9, at akillessenen var revet over i venstre fod.

Målet og skaden så ud til at slå os lidt ud for en stund, men de sidste fem-ti minutter halvlegen dominerede vi spillet, og Bengtsson slog et par indlæg, men uden at vi kom til afslutninger. Skov fik en enkelt skudchance, men bankede bolden over mål, men pilen pegede trods alt opad, da Anders Poulsen fløjtede til pause.

Midtjyderne havde skarpheden
2. halvleg begyndte ret jævnbyrdigt og bortset fra et fladt Evander-langskud, som Joronen gav hjørne på, var det stadig en chancefattig kamp. Men otte minutter efter pausen tabte vi positioner oppe på banen, da Wikheim snød både Bjelland og Falk, hvorefter han strøg ned mod feltet og spillede Evander – og hans flade afslutning snittede Vavro på vejen og strøg forbi Joronen.

Efter en times spil fik vi vores første store chance, efter Daramy sendte Skov afsted med en tunnel, men da han fyrede af i feltet kastede Kian Hansen sig ned og blokerede tydeligvis skuddet med hånden.

Et par minutter efter var Jonas Wind også meget tæt på, da han elegant sled sig fri af to mand og afsluttede fra spids vinkel, men Mikkel Andersen parerede dygtigt.

Men reduceringen blev hængende i den kølige forårsaften, og i stedet svingede kampen igen tilbage til hjemmeholdet, og Dal Hende brændte en kæmpe chance, da han skød forbi i helt fri position.

Vi gik tilbage i en firemands-bagkæde med en dobbeltudskiftning, der sendte Boilesen og Daghim ind for Papagiannopoulos og Bengtsson, og med ti minutter igen lugtede det igen af straffe, da Skov trak ind i feltet fra kanten og blev hægtet af Nikolaisen. Men nej, heller ikke denne gang.

Unødigt stort nederlag
Til gengæld lød fløjten prompte i den anden ende, da Joronen dykkede ned i en helt fri Gustav Wikheim, og Awer Mabil omsatte det efterfølgende straffespark til 3-0-føring. Det kostede samtidig Joronen et gult kort, der sender ham i karantæne næste kamp.

3-0 virkede lidt ikke helt efter spil og chancer, men det blev værre i overtiden, da vi pressede på med et par indlæg og hjørnespark, men på en tre-mod-en kontra øgede Wikheim til 4-0, selv m Joronen var tæt på at redde afslutningen.

Ahmed Daghim fik en sidste mulighed for at pynte på resultat, men tøvede en brøkdel af et sekund for længe, så hans skud blev blokeret.

0-4 stoppede vores sejrsstime efter en stribe store præstationer, hvor vi næsten har præsteret overnaturligt godt med en historisk smal trup. Der har været kampe, hvor vi også havde marginalerne med os, og så er der kampe som denne, hvor midtjyderne absolut vandt fortjent, men måske et par mål for meget. Sådan nogle sejre har vi nok også haft, især hvis man spørger modstanderne...