Vibys pokalsensation mod KB i 1954

Viby IF har på deres Facebook-side fortalt historien om dengang i 1954, hvor de skabte pokalsensation ved at slå KB ud af pokalen. Vi har gravet videre i historien med afstikkere til side-historier, der rummer både glæder og sorger.

Første landsdækkende pokalturnering
1954-55 var den første sæson med en landsdækkende pokalturnering. Indtil da spillede man "regionale" pokalturneringer - hvilket for vores moderklubber KB og B1903 betød KBU's pokalturnering. Den blev historisk set også regnet som den fineste. I hvert fald i København...

Siden fodbolden blev organiseret i Danmark i starten af 1900-tallet, var københavner-klubberne dog notorisk landets stærkeste og leverede i et halvt århundrede også langt de fleste spillere til det danske landshold.

Provinsklubberne begyndte at blande sig
Men især i efterkrigstiden begyndte provinsen at røre på sig i fodboldmæssig forstand, og i sommeren 1954 blev Køge det første hold uden for Hovedstaden, som vandt det danske mesterskab.

Der var dog ingen, der levnede Viby IF nogen chancer, da de i efteråret 1954 trak KB i 1/8-finalerne til den nye landspokalturnering. Også dengang var Viby uden for det "fine" selskab af divisionsklubber, men havde dog leveret flotte pokalresultater ved at banke Brande 5-0 og Vejen 3-2.

KB var på det tidspunkt en kæmpe mundfuld! Den traditionsrige københavner-klub vandt fx mesterskabet i 1947/48, 1948/49 og 1949/50, hvorefter det utænkelige dog skete, at man rykkede ned i 2. division efter 1950/51-sæsonen. Men KB gik ubesejrede gennem 2. division i 1951/52 og rykkede op og vandt mesterskabet igen i 1952/53 og sølvet i 1953/54.

Viby leverede sensationen
Men den 28. november 1954 gik det galt i Viby, som ellers havde tabt 0-9 til Ikast søndagen inden. KB stillede i stærkeste opstilling og dominerede fuldstændig 1. halvleg på en tung og regnvåd bane, men manglede skarphed i feltet.

Det gjorde Viby ikke i det 12. minut på et af deres få angreb, og da Ernst Holm slap fri af KB's senere så legendariske landsholds-centerhalf Henning "Herbert" Hellbrandt, levnede han ikke Jørgen Johansen nogen chance i målet.

"Herbert" var endnu kun 19 år, men et kæmpe talent, som nogle år senere kom med i landsholdstruppen, der vandt OL-sølv i Rom - men på en dybt tragisk baggrund efter en forfærdelig flyulykke i Kastrup, der kostede otte unge landsholdsspillere livet, herunder tre af hans holdkammerater fra KB.

Men tilbage til pokalkampen. Ifølge Vibys nuværende fodboldformand Alex Nørgaard er målscorer Ernst Holm den eneste nulevende fra datidens Viby-hold, og han fejrede i går sin 90-års fødselsdag! Hør mere i vores podcast "Fra Berlin til Viby".

Kort efter pausen udlignede KB's centerforward Vagn Birkeland, og så regnede alle nok med, at det ville være en formssag at køre sejren hjem. Det meste af spillet foregik stadig også på Vibys banehalvdel, hvor de pakkede sig godt og grundigt og holdt stand mod en mere og mere massiv og desperat KB-offensiv. Men stadig manglede effektiviteten, og i stedet blev driblingerne og pasningerne overdrevet...

I stedet slog hjemmeholdet kontra godt et kvarter før tid, da Elmer Jensen blev sendt afsted på venstrekanten. Her var der plads, da KB-backen Erik Køppen - som året før var blevet far til den senere badmintonstjerne Lene Køppen - også var gået med frem i offensiven.

Bang, så endte bolden igen i KB-nettet, og trods hektisk pres til det sidste, holdt Viby fast og leverede sensationen.

Dramatisk pokalexit mod OB
I kvartfinalen 2. påskedag i 1955 måtte Viby dog lade livet til OB, men ikke uden dramatik. Fynboerne scorede først sejrsmålet til 2-1 50 sekunder før tid, og århusianerne rasede mod den københavnske dommer Jarl Hansen - og ifølge Politikens udsendte var der både øretæver og småsten i luften. Årsagen var, at Viby-keeperen Stanley Andersen angiveligt blev ulovligt "screenet" (det hed det næppe dengang...), så en fynbo uhindret kunne heade et hjørnespark i nettet.

Anyway... eventyret sluttede, og OB tabte siden semifinalen til AGF, der endte med at løfte det første landsdækkende pokaltrofæ efter finalesejr i Idrætsparken over 3. divisionsholdet Aalborg Chang.

Bjarne Dalsgaard fik en oplevelse
Så københavnerne kom ikke til fadet den sæson... men gav dog en af Viby-spillerne en uforglemmelig oplevelse.

Efter KB-kampen skulle Viby-spilleren Bjarne Dalsgaard nemlig også til København for at møde til militærtjeneste på Valby Bakke, og han mødte KB-spillerne på banegården og fulgtes med dem i toget - og det endte med, at han fik lov at træne med i klubben, mens han aftjente sin værnepligt i København.

Bjarne Dalsgaard fik siden en flot karriere i erhvervslivet og endte en lang karriere som direktør i Provinsbanken, der i 70'erne blev opkøbt af Danske Bank. Han døde for to et halvt år siden i en alder af 82 - og den fine historie kan du læse mere om i Jyllands Postens mindeord.

Hvis nu...
Vores bettingpartner Unibet tilbyder p.t. odds 111 på en 2-1-sejr. Og odds 41 på Viby-sejr i dag.