25 år siden: Lønstrup-flugter og Palle Plankeværk sikrede DERBY-sejr

I serien "For 25 år siden" er vi nået til sæsonens anden Superliga-kamp i 1993/94, og efter at have indledt med 2-0 hjemme over AGF, skulle vi til Brøndby, der havde revanche til gode for "guldkampen" i juni, som sikrede os mesterskabet i vores første sæson.

Vi fik en dejlig start, da vi kom foran allerede efter fire minutter efter en fiks frisparks-kombination: Lars Højer trillede bolden til Michael Johansen, som chippede den ind over Brøndby-forsvaret, hvor Christian Lønstrup hamrede til den fra spids vinkel, og Mogens Krogh kunne ikke forhindre den i at gå i netmaskerne.

Det var tæt på 2-0 efter et kvarters tid, da nyindkøbte Peter Møller hamrede et langskud på overliggeren, men Lønstrups mål blev kampens eneste. Og det kan man ikke mindst takke Palle Petersen for!

“Et plankeværk de kalder Palle”
Politiken havde overskriften dagen derpå med henvisning til Palle Petersen, som var her og der og alle vegne, da vi efter pausen stillede os mere tilbage på banen og levede på kontra. Brøndby masede på for at udligne, men både Kim Vilfort og Ole Bjur måtte se Palle parere gode muligheder. 

Det sidste kvarter spillede Brøndby med ti mand, da indskiftede Morten B. Nielsen - der senere blev FCK-spiller - blev skadet fem minutter efter han havde afløst Mark Strudal.

Vi fik også et par skader, men det var tidligere i kampen, hvor vi kunne sætte nye folk ind. Henrik Lykke fik en forstrækning før pausen og blev afløst af Brian Kaus, og kort efter pausen blev Lønstrup sparket ned og måtte erstattes af Michael Giolbas.

Møller tæt på igen...
I slutminutterne fik Peter Møller en friløber, men skød på stolpen, efter han havde rundet Mogens Krogh - og kort efter fløjtede Kim Milton kampen af og sikrede os endnu en kærkommen DERBY-sejr.

“Palle har virkelig fået en fantastisk start på turneringen. Han snuppede suverænt de forsøg, Brøndby havde, og det skabte naturligvis en herlig ro på holdet,” sagde Benny Johansen efter kampen.

- - -

Se et fyldigt sammendrag af kampen her: