Nicolai Boilesen

Kampreferat: Hvis og hvis...

Ståle og trænerteamet havde valgt den samme startformation som i Herning, og de kom som forventet under voldsomt pres i det første kvarters tid, hvor hjemmeholdet kom buldrende på den sædvanlige hektiske facon. Det medførte en del hektisk aktivitet i FCK-feltet, og det var tæt på at det også førte til en scoring i det 14. minut. Først reddede Stephan en Tibbling-afslutning, og Wilczek fyrede fra spids vinkel af på returbolden, men måtte se Lüftner losse væk på stregen.

I stedet kom vi godt tilbage i kampen og begyndte at udfordre deres bagkæde. Efter 20 minutter headede Santander bolden videre til Pieros på kanten af feltet, der fornemt tæmmede den med brystet og afsluttede i samme bevægelse, men for tæt på Rønnow.

To minutter senere sad den der til gengæld! Viktor på baglinjen i venstre side fandt Falk, der tog et par træk forbi to mand og lagde på tværs i feltet - Röcker fik ikke clearet, og i stedet bankede Ankersen bolden ind ved nærmeste stolpe.

Kort efter afsluttede Santander en god kontrachance med at afslutte lige på Rønnow, og Ankersen var tæt på at fordoble sin score, da han sendte et godt forsøg afsted med venstre, som tvang Rønnow ud i fuld længde.

En rigtig stærk FCK-periode kulminerede ti minutter før pausen, da Ankersen kom til baglinjen og fandt Pieros inde foran, men hans hovedstød prellede af på overliggeren, mens Rønnow blot stod og så på.

I stedet kom Brøndby med igen mod slutningen af halvlegen, og Stephan måtte bl.a. redde fra Mukhtar og Tibbling. Men Boilesen kunne også let have øget til 2-0 i de sidste minutter, da Fischer spillede ham helt fri til skud i feltet, men afslutningen susede over mål.

Efter pausen var det indledningsvis ret jævnbyrdigt, og desværre måtte vi efter små ti minutter undvære, der humpede fra banen og blev erstattet af Kvist. Fischer gik op foran, og Falk ud på venstrekanten.

Nu begyndte spillet for alvor at bølge frem og tilbage med masser af aktioner i de to felter.

Wilczek var nærgående med et saksespark, som Stephan nåede godt ned og slog til hjørne, og kort efter fik polakken endnu en god mulighed, men Lüftner nåede lige akkurat at cleare tæt på stregen. Minuttet efter fik Fischer en stor mulighed, men kunne ikke overliste Rønnow med sin flade afslutning i feltet. Og straks blev det afløst af et farligt Jung-langskud i den anden ende, som Stephan afværgede med en flyvende redning.

Jo, kampen levede i allerhøjeste grad - men midt i halvlegen kunne og burde den have fundet sin afgørelse. Fischer slap fri i feltet og blev nedlagt af Rønnow, og Kehlet var ikke i tvivl og pegede på 11 meter-pletten. Efter Fischer var blevet tilset, gik Skov til kuglen og bankede den desværre på underkanten af overliggeren!

Det så ud til at fyre yderligere op under hjemmeholdets forsøg på at vende slaget, og de lagde tungt pres på de næste minutter - og med et kvarter igen lykkedes det Wilczek at sparke bolden ind til 1-1, selv om både Vavro og Stephan var tæt på at afværge.

Brøndby pressede stadig på for en afgørelse, og seks minutter før tid hamrede Johan Larsson bolden lige over fra kanten af feltet. Men vi havde heller ikke opgivet håbet om tre point, og i 89. minut fik Zeca en tilsvarende chance i den anden ende, men også hans forsøg strøg lige over.

I stedet fik Brøndby frispark lige uden for vores felt, da Kvist skubbede for hårdt til Mukhtar, og tyskeren tog selv dødbolden og satte den helt ude ved stolpen. 

Vi nåede aldrig at komme frem til noget i de fem minutters tillægstid og måtte derfor endnu engang gå skuffede fra banen efter en indsats, der på mange måder - og i lange perioder - var stærk og solid. Men vi har ikke kunnet lukke kampene, og det koster dyrt i den sidste ende.