Nicolai Boilesen

Boilesen, Kvist og Verbic ærgrer sig

Nicolai Boilesen
"Jeg synes vi kunne se en spillemæssig forbedring i aften. Vi turde have bolden, og vi kreerede en smule mere – men der er også grænser for, hvad man kan mod et russisk tophold. Og når man lader mål som i dag gå ind, bliver det svært at vinde fodboldkampe."

"Begge mål må ikke ske, og specielt nummer to er utilgiveligt. Vi skal være klar ved de korte hjørnespark, og ikke stå og sove som vi gør i et kort sekund ved 1-2 målet. At vi så kom bagud, gjorde at det blev en kamp mod tiden – og de kunne køre kontraer, fremfor det havde været dem, der skulle frem og vinde kampen."

"Nu venter FC Sheriff, hvis vi ikke slår dem, fortjener vi ikke at gå videre. Vi har en matchbold, og den skal køres hjem. Men Sheriff har bevist at de kan vinde ude, de vandt jo her i Moskva, men jeg gentager lige, at kan vi ikke vinde over Sheriff hjemme i Telia Parken, fortjener vi ikke at gå videre."

William Kvist
"Kampen i dag er jo symptomatisk for vores efterår. Vi spiller egentlig godt mod et russisk tophold, vi holder fint på bolden, men laver fejl ved målene. Ankersen skulle naturligvis ikke stoppe op – og det samme ved 2-1, hvor bolden hopper den forkerte vej, hvor vi er for dårlige og måske lidt uheldige – men det er ikke godt nok."

"Nu har vi set rigeligt med billeder fra SønderjyskE-kampen, og så har vi igen i dag en dødbold, hvor bolden rammer den ene og den anden – og hvor vi nok også er lidt uheldige. At vi taber er utilfredsstillende, for de virkede frustrerede. Internt i truppen taler vi ikke om at gå på vinterpause, for det er for nemt at flygte, hvis noget gør ondt og så sige, at nu tager man på ferie. Vi har givet håndslag i spillertruppen på, at ingen tænker på ferie."

Benjamin Verbic
"I begyndelsen af kampen havde Lokomotiv meget mere boldbesiddelse, og det virkede som om, at de ville mere end os, og det skete faktisk i begge halvlege. Men efter deres indledende 15 minutters pres, så var vi det bedre hold, vi havde bolden meget og kom frem til chancerne. Men det så som sagt ud til, at de ville mere end os i starten af de to halvlege, og de scorede også i starten af begge halvlege. Men ellers var det en meget lige kamp, og ærgerligt vi ikke fik udlignet til 2-2."

"Personligt er jeg glad for at være tilbage, jeg er glad for at vi spillede godt, og glad for at vi fik slettet det dårlige indtryk efter SønderjyskE-kampen. Kan vi fortsætte med at spille som i dag, kan vi slå alle i Superligaen."

"Jeg er tilfreds med mit spil, jeg kan lide et have bolden, og i dag fik vi vist hvad vi kan – og vi så også hvad blot 18-årige Carlo kan med alle hans driblinger."