Peter Ankersen

Ankersen før OB: Tryk på modstanderen fra start

Søndag står menuen på OB for Løverne, når vi skal spille vores 12. kamp i denne sæsons Alka Superliga. En kamp, som ifølge Peter Ankersen bliver med et fokus på at sætte sig solidt på kampen fra start.

”Det bliver en kamp, hvor OB vil forsøge at være på bolden, men vi skal fortsætte noget af det spil, vi viste før landsholdspausen, hvis man ser bort fra Lyngby-kampen. Vi skal dominere, vi skal lægge et tryk på vores modstandere, for vi har nogen point, vi skal have indhentet, og det starter i Odense,” fortæller Ankersen og fortsætter.

”Det bliver afgørende, at vi får lukket godt af for deres gode spillere, og at vi får godt gang i tempoet, men først og fremmest skal vi holde fokus på og selv. Så skal vi nok få scoret nogle mål,” siger han og løfter sløret for, hvilke fokuspunkter holdet har haft i den seneste tid på træningsbanen.

”Vi skal arbejde med at forbedre os på alle parametre. Vi kan altid blive bedre, og der skal vi forbedre det afstandsmæssige mellem kæderne og med at blive skarpere på den sidste tredjedel af banen. Det er sådan noget, der giver stabilitet, men vi er inde i en god udvikling, hvor de nye spillere indgår bedre og bedre i spillet og forståelsen for vores måde at spille på.”

Kampen fløjtes i gang kl. 18.00