4-2-sejr til Hobro

4-2-sejr til Hobro

Varm velkomst fra Hobro...
Inden kampen dannede Hobros spillere samt en række ungdomsspillere æres-port, inden mestrene løb på banen – en smuk gestus fra de venlige værtsfolk på DS Arena, men så var det også slut med nedrykkernes gæstfrihed for i dag…

De gik frisk til sagen, tacklede igennem over alt på banen og var mere direkte og skarpe, når de kom op i feltet. Allerede efter halvandet minut slap den store Mayron George alene igennem, og kun en stærk fodparade af Kaminski forhindrede en tidlig scoring. Men allerede i det 9. minut fandt de første gang vej til netmaskerne, da Jung-Bin Park strøg igennem i venstre side og dundrede bolden ind via overliggeren.

Kort efter måtte Corner desværre humpe ud med en forstrækning og lade sig udskifte med Danny Amankwaa, og i stedet gik Bashkim op i angrebet, mens Danny og Verbic tog kanterne. Få minutter senere headede Nicolai på smukkeste vis et Høgli-indlæg fra venstre over i det fjerne mål, men desværre var nordmanden offside allerede, da han fik bolden af Verbic.

Hobro på 2-0 inden pausen
Midt i halvlegen var vi også tæt på en udligning på en dødbold fra venstre, men hverken Danny eller Nicolai fik den over stregen. I stedet slog Hobro kontra og spillede George helt fri igen, men igen gik Kaminski godt ud i ham og afværgede. Men Hobro fastholdt, og minuttet efter kiksede vores markeringer igen, så Mayron George kunne sparke kuglen ind til 2-0.

Park var tæt på at øge til 3-0 efter en halv time, men Kaminski reddede med en fin refleks, og egentlig kunne man ikke have indvendt noget mod en pauseføring på mere end 2-0…

Friere tøjler efter pausen
Ståle satte Santander ind for Keita i pausen og gik over til kun at spille med Tom, Zanka og Remmer nede bagved, mens Ankersen og Verbic indtog kanterne og Toutouh lå som "midtbaneanker" - og så havde Nicolai, Danny, Bashkim og Santander eller mere frie tøjler på den forreste del af banen.

Allerede efter et par minutter måtte Kaminski dog gå den tunge gang igen, efter Mayron George havde headet et indlæg fra højre i nettet. Ankersen var lige ved at få fat i en lidt tilfældig bold tæt under mål, men hjemmeholdet var også nærgående. Først da indskiftede Anders Holvad var tæt på at overliste Kaminski, som lige akkurat fik handskerne på, og kort efter da Mads Jessen kom en anelse for sent til at prikke en tværpasning ind.

I stedet fik Bashkim reduceret midt i halvlegen, da han tæmmede en bold i venstre side og sendte den ind i det modsatte hjørne, men glæden blev kortvarig, for bare tre minutter senere øgede Hans Henrik Andreasen, da han på stående fødder fik lov at heade et hjørne i nettet.

Chancer var der nok af
Nej, der blev givet alt for meget væk i den ende af banen, men i den anden ende måtte Mikkel Rask også kapitulere en gang mere, da Nicolai smukt sparkede bolden ind til 2-4 med fem minutter igen. Julian Kristoffersen, der havde afløst Verbic til sin anden optræden på førsteholdet, var endda tæt på at reducere til 3-4 tæt under mål i slutminutterne.

Men alt i alt var det fortjent, at Hobro tog alle tre point - og vi må bare glæde os over, at mesterskabet allerede er i hus, selv om det er svært at forestille sig en præstation som denne, hvis vi havde skullet bruge point til at sikre guldet!

Holdet: 28 Thomas Kaminski – 22 Peter Ankersen, 25 Mathias Zanka Jørgensen, 20 Christoffer Remmer, 2 Tom Høgli – 7 Benjamin Verbic (61.: 37 Julian Kristoffersen), 35 Aboubakar Keita (46.: 19 Federico Santander), 24 Youssef Toutouh, 9 Bashkim Kadrii – 11 Andreas Cornelius (15.: 32 Danny Amankwaa), 10 Nicolai Jørgensen

Ikke benyttet: 41 Kim Christensen, 4 Pelle Nilsson, 34 Marcus Mathisen og 38 Frederik Bay