Sidste testkamp mod de asiatiske mestre

Det er ikke hver dag, vi får fornøjelsen af at blive matchet mod de asiatiske mestre, men den mulighed får vi i dag kl. 13 dansk tid, når Guangzhou Evergrande FC er modstanderen på Emirates The Sevens i Dubai.

De har vundet det kinesiske mesterskab de seneste fem sæsoner i træk og desuden den asiatiske Champions League i både 2013 og 2015. I december var de derfor med til VM for klubhold, hvor de tabte til Barcelona i semifinalen.

Kinesisk med brasiliansk islæt
Holdet trænes af brasilianeren Luiz Filipe Scolari, som gennem mere end 30 år har stået i spidsen for bl.a. det brasilianske og portugisiske landshold og en lang række klubhold. Samme dag som vi rejste til Dubai skrev han og klubben under på en 4-årig aftale med den colombianske stjerneangriber Jackson Martinez, som bombede mål ind for FC Porto, inden han skiftede til Atletico Madrid. Her blev det dog ikke den store succes, og nu er han altså i Kina. Eller rettere i Dubai, hvor Guangzhou Evergrande FC er på træningslejr.

Det var i et par dage den største handel nogensinde i kinesisk fodbold på ca. 42 mio. EUR, men siden har Jiangsu Suning (sidste års nr. 9 i ligaen) hentet Alex Teixeira i Shakhtar Donetsk for omkring 49 mio. EUR. Samme klub som tidligere i transfervinduet hentede Ramires i Chelsea for ca. 32 mio. EUR. Jo, kineserne er for alvor begyndt at røre på sig på det globale transfermarked!

I forvejen råder Guangzhou over tre brasilianere, hvoraf landsholdsspilleren Paulinho nok er mest kendt efter sine to sæsoner i Tottenham. Alan Carvalho har spillet et par år i Red Bull Salzburg og bl.a. været klubkammerat med Peter Ankersen, og desuden har man hentet Ricardo Gaulart direkte i brasilianske Cruzeiro. Robinho var såmænd også i klubben i efteråret, men er nu rejst hjem til brasiliansk fodbold.

Kineserne varmer op til AFC Champions League
Nu ved man selvfølgelig aldrig helt, hvordan modstanderne stiller op i disse træningskampe, men Guangzhou har ikke længe til vigtige kampe. Den 24. februar begynder de gruppespillet i AFC Champions League, hvor de skal møde Pohang fra Korea, Sydney fra Australien og Urawa Reds fra Japan.

Følg kampen på vores sociale medier
Som tidligere oplyst kan vi desværre ikke sende kampen live på TV eller nettet, men du kan følge vores live-tweets på @FCKobenhavnLive, ligesom vi bringer de væsentligste matchfacts på Snapchat (FC_Kobenhavn) og på vores Facebook-side. Desuden viser FCK TV highlights fra kampen.