Målløst mod Viborg

Målløst mod Viborg

I fraværet af både Antonsson, Delaney og Santander var der på forhånd blevet gættet en del på startformationen, men det viste sig, at Ståle havde valgte at starte med Pelle Nilsson i forsvaret (tilbage efter to en halv måneds skadepause), mens Amartey spillede på midten sammen med Kvist, og oppe foran lå Nicolai sammen med Cornelius.

Et af nøgleordene fra Ståles side var at holde et højt tempo gennem hele kampen, men det lykkedes ikke rigtig i indledningen af kampen, hvor gæsterne faktisk var tættest på at komme foran. To gange var Stephan dog på sin post - først da Jeppe Curth afsluttede fra nært hold i det 7. minug, og fire minutter efter, da Serge Deblé blev spillet godt fri af Osama Akharraz og forgæves prøvede at passere landsholdsreserven med en flad afslutning.

Efterhånden kom vi dog i gang med vores spil, som dog aldrig ramte det ønskede niveau. Men chancerne kom, omend ikke i 100 %-kategorien. Kusk havde et fladt forsøg efter et kvarters tid, som tog ydersiden af stolpen (selvfølgelig efter at have ramt en mand på vejen, sådan som det efterhånden er hans speciale), og Corner havde et par hovedstød på dødbolde, som strøg over mål. Zanka ville også være med og testede Peter Friis med et lumsk, brækkende langskud fra 30-35 meter, men keeperen fik med lidt besvær slået den væk.

Efter længe at have været ufarlige i den anden ende fik gæsterne pludselig bolden i nettet kort før den halve time, men der blev vinket offside på målscoreren Ogunbiyi - formentlig fordi han var et mulehår foran de andre, da frisparket blev slået, for da han efterfølgende ragede bolden ind over stregen fra nært hold, var han i hvert fald ikke offside.

Bortset fra denne episode lukkede vi dog godt af bagude, men der manglede det sidste i selv at komme frem til målchancerne.

Der kom dog én fem minutter efter pausen, da Ludwig fra spids vinkel bankede bolden lige over, men kort efter fik gæsterne en endnu større, da Osama Akharraz misbrugte et kæmpe tilbud fra 8-10 meters afstand.

Midt i halvlegen skabte Nicolai - der blomstrede op efter pausen - en god mulighed til Kusk, men hans firsttimer sneg sig tæt forbi stolpen. Men bedst som man følte, at vi havde godt greb om tingene og at det kun var et spørgsmål om tid, så bankede Viborgs indskiftede Sebastian Andersen et frispark på overliggeren fra små 30 meters afstand!

Først i de fire minutters overtid fik vi for alvor lagt tryk igen, og det kastede to store hovedstødschancer af sig til Cornelius og Verbic - men de gik over mål, og derfor endte det som det begyndte.

Vi ramte ganske enkelt ikke det niveau, man kunne forvente, men samtidig må man kreditere Viborg for en klog og veldisponeret indsats, som de har stor ære af. Det er lige før, de med rette kan ærgre sig over ikke at have fået alle tre point med hjem, ligesom de fik fra Herning for nogle uger siden. Og Herning - det er vores næste destination på søndag!


Holdet:
1 Stephan Andersen – 22 Peter Ankersen (74.: 20 Christoffer Remmer), 4 Pelle Nilsson (64.: 7 Benjamin Verbic), 25 Mathias Zanka Jørgensen (anf.), 3 Ludwig Augustinsson - 17 Kasper Kusk, 6 William Kvist, 18 Daniel Amartey, 24 Youssef Toutouh – 11 Andreas Cornelius, 10 Nicolai Jørgensen

Ikke benyttet: 28 Thomas Kaminski, 2 Tom Høgli, 9 Bashkim Kadrii, 34 Marcus Mathisen og 36 Brandur Hendriksson