Youssef Toutouh: Vi undervurderer ikke Randers

Youssef Toutouh: Vi skal vinde alle kampe

F.C. Københavns offensivspiller Youssef Toutouh ser frem til weekendens opgør mod Esbjerg. En kamp, som kommer lige i kølvandet på den store kamp i søndags mod Brøndby, hvor det blev til en 3-1-sejr i en spektakulær kulisse. 

Toutouh mener ikke, at det bliver svært at omstille sig til at spille under en mere afdæmpet atmosfære i det vestjyske. 

- Det er ikke noget, man tænker over. Det er en del af at være et tophold at skulle kunne omstille sig fra at spille for mange mennesker i et Derby til færre tilskuere i Esbjerg. Vi havde også vigtige kampe tidligere på sæsonen, og så skulle vi møde Greve. Og det gik vi ind til, som om det var en helt almindelig kamp. Vi bliver nødt til at gøre det samme her. For det er virkelig vigtigt. Især i den situation, vi er i lige nu. Vi skal vinde alle kampe. Og det gør vi også, når vi tager til Esbjerg, siger Youssef Toutouh, der på grund af sit lejeophold tidligere i karrieren kender en del til søndagens modstander. 

- Det er et godt fodboldhold, når de spiller deres fodbold. De har mange gode spillere, som er erfarne, og som har prøvet at være i den situation, som de er i lige nu nederst i tabellen. De ved, hvornår de skal angribe og holde på bolden. Det er et svært sted at spille. Men for vores vedkommende skal vi være klar – og så er jeg sikker på, at vi nok skal vinde, siger Youssef Toutouh og afslutter. 

- Det bliver en svær kamp. Men jeg glæder mig.

Kampen på søndag fløjtes i gang kl. 17.