4-2-sejr sikrer AaB The Double

4-2-sejr sikrer AaB The Double

International stemning i PARKEN
Stemningen var helt i top på lægterne, da Jakob Kehlet fløjtede pokalfinalen i gang mellem de nykårede mestre fra AaB og sidste års mestre, som i dagens anledning havde status af udehold i PARKEN. Og de to holds fans skulle vise sig at få en aldeles medrivende og dramatisk 1. halvleg!

Det var ikke kun uden for banen, der var knald på fra første fløjt – det var der i høj grad også blandt de 22 aktører, og der blev givet og taget i alle dueller i en tæt og intens indledning på kampen, hvor Kasper Risgaard fik den første gode mulighed allerede efter to minutter, men måtte se Margreitter tackle til hjørne.

Efter 7 minutter så Kris Stadsgaard og Jakob Ahlmann kampens første gule kort efter en mindre batalje midt på banen, og Rasmus Würtz lænede sig også flere gange op ad et kort, før det faldt efter 14 minutter. På det tidspunkt var københavnerne så småt ved at sætte sig på kampen, og efter et kvarters spil var det kun de helt små marginaler, der forhindrede Cornelius i at ekspedere bolden i nettet efter Margreitter havde headet et Lars Jacobsen-frispark ind foran mål.

På det efterfølgende hjørne lignede det unægtelig et straffe, da netop advarede Würtz soleklart havde hånd på bolden i feltet, og man mindedes uvægerligt den lignende episode i søndags, der sendte Margreitter tidligt i bad.

Corner åbnede scoringen
Men løverne masede ufortrødent på, og belønningen faldt efter 18 minutter. TK generobrede en bold uden for feltet og sendte elegant Lars til baglinien, og på hans fine indlæg headede Cornelius bolden over i det lange hjørne.

De næste 20 minutter sad et topmotiveret og veloplagt FCK-mandskab fuldstændig på kampen mod et AaB-mandskab, der i lange perioder virkede rådvilde og uden modtræk mod den københavnske organisation. De store chancer blev det dog ikke til, og det skulle vise sig at blive kostbart…

AaB-comeback før pausen
Efter 38 minutter måtte Margreitter humpe ud med en forstrækning i baglåret, og Delaney overtog pladsen i forsvaret, og uden at han skal klandres mere end de øvrige spillere, så stod det fem minutter senere 2-1 til AaB på to nærmest identiske hovedstødsmål af Rasmus Thelander efter hjørnespark!

Med til den triste historie hører også, at Kasper Kusk nåede at brænde en kæmpe-chance, da han var helt alene med Wiland, som imidlertid nåede stærkt ned og fik viftet hans afslutning lige forbi stolpen. Inden halvlegen var omme blev Vetokele nedlagt på kanten af AaB-feltet, men Pierre Bengtsson sendte frisparket i muren, så løverne måtte gå til pause med en temmelig trist smag i munden.

2. halvleg var indledningsvis en meget lige affære, hvor AaB var helt anderledes med i kampen end før de fik udlignet inden pausen. Løverne fik periodevis lagt udmærket pres på og prøvede og prøvede tålmodigt, men trods flere tilløb til udligningen så manglede man lige det sidste i de afgørende afleveringer og gennembrudsforsøg. Man må dog også rose aalborgenserne, der spillede klogt og dygtigt og sørgede for at beholde kampen lige der hvor de ønskede den.

Midt i halvlegen fik Corner en lidt tilfældig skudmulighed og sendte en god flugter af sted, men Nicolai Larsen røg ud i en god redning og fik slået den til hjørne. Ståle foretog herefter en dobbeltudskiftning og sendte både Gíslason og Nicolai Jørgensen på banen, og det gav også hurtigt en rigtig god mulighed, da islændingen satte tempo ned mod feltet, fandt Bengtsson i venstre side og på hans indlæg var Corner tæt på at styre bolden ind, men ramte den ikke godt nok.

Nordjysk effektivitet afgjorde sagen

Men bedst som man var ved at lægge an til en større offensiv satsning, slog nordjyderne til i den anden ende med iskold kynisme og afgjorde finalen ved igen at score to gange med få minutters mellemrum. Først bankede Jakob Almann bolden op i nettaget efter et indlæg ikke var blevet ordentligt clearet, og kort efter kunne indskiftede Søren Frederiksen ekspedere et indlæg fra Patrick Kristensen i nettet tæt under mål.

Det sidste kvarter var en ren formssag, og selv en sen reducering af Gíslason og fire FCK-hjørner i overtiden kunne ikke fjerne indtrykket af en ganske fortjent AaB-sejr set over kampen som helhed. Det er ikke en tilfældighed, at dette mandskab kulminerer nu med at vinde The Double, og det er bare at tage hatten af og sige tillykke!

Holdet: 21 Johan Wiland – 2 Lars Jacobsen (anf.), 15 Georg Margreitter (38.: 8 Thomas Delaney), 4 Kris Stadsgaard, 3 Pierre Bengtsson – 30 Christian Bolaños, 6 Claudemir (68.: Rúrik Gíslason), 16 Thomas Kristensen, 22 Daniel Braaten – 11 Andreas Cornelius, 9 Igor Vetokele (68.: Nicolai Jørgensen)


Ikke benyttet: 1 Kim Christensen, 25 Christoffer Remmer, 32 Danny Amankwaa og 33 Yones Felfel.