3-1-nederlag til F.C. København mod Juventus

3-1-nederlag til F.C. København mod Juventus

F.C. København måtte her til aften se sig besejret med 3-1 i Torino af et godt Juventus-mandskab, der i perioder spillede rigtig godt fodbold. Men det gjorde F.C. København bestemt også, og specielt i anden halvleg havde københavnerne stor ære af kampen.

I det syvende minut af første fik Paul Pogba den første store mulighed, men franskmanden afsluttede lige på Johan Wiland, der nappede læderet uden den store dramatik.

Fire minutter senere var Olof Mellberg manden bag en god clearing i FCK-feltet, da han fik sendt en farlig og nærgående bold væk. Juventus opsnappede dog hurtigt bolden igen og fik den sendt over til Kwadwo Asamoah, som sendte bolden retur mod området foran feltet, hvor Carlos Tevez afsluttede første gang. Men heldigvis gik bolden forbi.

Herefter var det så småt med de helt store oplagte muligheder - til nogen af holdene. Der blev gået til vaflerne – for eksempel den argentinske og brasilianske duel mellem Tevez og Claudemir, der flere gange var i hård, men fair infight, og de kampe karakteriserede kampen på dette tidspunkt – der blev arbejdet hårdt over hele linjen.

Omkring 20 minutter inde i kampen betød et frispark til F.C. København, at Pierre Bengtsson med sit farlige venstreben blev trukket frem, og svenskerens bold lå fint til Mellberg, der forsøgte at heade den på tværs til Delaney. Bolden nåede dog ikke så langt, da den blev clearet.

I denne periode af kampen var bolden rigtig meget på Juventus’ fødder, men pludselig skabte tre af de forreste hos F.C. København en farlig situation. Rúrik Gíslason, Youssef Toutouh og Nicolai Jørgensen kombinerede strålende mellem sig, bolden endte hos Toutouh, hvis skud dog sad for tæt på Buffon i målet.

Næste gang, bolden kom ned i FCK’s straffesparksfelt, blev det dog til noget af en mavepuster. Efter et indlæg mod Paul Pogba kom Lars Jacobsen uheldigvis til at røre bolden med hånden. Dommer Jonas Eriksson fløjtede prompte, og Juventus’ Arturo Vidal stod hurtigt klar til at eksekvere straffesparket. Det satte chileneren sikkert i nettet til højre for Johan Wiland til en føring på 1-0 til Juventus. I samme ombæring måtte Lars indkassere et gult kort for sin aktion i forbindelse med straffesparket.

Få minutter senere blev Ragnar Sigurdsson også præsenteret for det gule kort, da han i en tackling nedlagde Carlos Tevez.

F.C. København fortsatte dog efter scoringen med at arbejde sig frem på banen, men det var under hårde forhold mod et Juventus-mandskab, der virkede umanerligt sikker på bolden.

Inden for en periode på 5 minutter blev Juventus tildelt to frispark, som Andrea Pirlo tog sig af begge gange, men italieneren satte det første over mål, mens det andet blev snuppet af en årvågen Johan Wiland, og efter nogle yderligere minutter med spil midt på banen blev der fløjtet til pause.

F.C. København kom rigtig fint ud til anden halvleg, hvilket blev vist allerede efter få minutter. Småspil i Juventus’ straffesparksfelt endte med en løs bold til Sigurdsson, der uheldigvis ikke kom ordentligt frem til den, og chancen løb ud i sandet.

Men så skete forløsningen. Efter 56 minutters spil udlignede Olof Mellberg efter endnu en gang klumpspil, hvor bolden til sidst endte hos den rutinerede svensker, som satte bolden utageligt i netmaskerne. 1-1 - og københavnerne levede igen!

Kort tid efter blev der dog endnu engang fløjtet for straffespark til Juventus. Fernando Llorente modtog bolden, drejede rundt og blev tilsyneladende nedlagt af Mellberg. Vidal, der tidligere i kampen som skrevet allerede havde scoret på straffespark, stod klar igen. Bolden blev sat præcis det samme sted, og dermed var F.C. Københavns udligning skubbet i baggrunden på effektiv vis af italienerne.

Så gik det pludselig stærkt. En dyb bold fra Andrea Pirlo endte hos Pogba, som derefter lagde en blød, men præcis bold ind i en flyvende Vidals bane. Bolden blev headet køligt på tværs udenfor Wilands rækkevidde, og så stod der 3-1 til Juventus.

Herefter kørte bolden lidt på lavt blus. Juventus virkede tilfredse med føringen, og meget af spillet blev koncentreret omkring banens midte. F.C. København havde dog flere gode momenter i anden halvleg, hvor bolden blev holdt fast i egne rækker og gode kombinationer op gennem banen.

Toutouh nåede også at markere sig positivt i kampens slutfase, da han nappede bolden fra Pirlo og resolut afsluttede mod mål. Buffon kunne kun halvklare den afslutning, og bolden gik til hjørnespark, som dog ikke førte alverden med sig.

For øjnene af 39506 tilskuere, hvoraf en stærk præstation af F.C. Københavns medrejsende fans kunne ses og høres kampen igennem, blev Danny Amankwaa og Marvin Pourié i kampens slutfase sat på banen, men de var desværre ikke i stand til at ændre slagets gang. F.C. København måtte forlade græstæppet i Torino med et nederlag på 3-1.

Nu venter den sidste kamp i UEFA Champions League-gruppespillet, når PARKEN den 10. december byder velkommen til Real Madrid, der i aften vandt 4-1 på udebane over Galatasaray.

Startopstilling: Johan Wiland - Lars Jacobsen, Olof Mellberg, Ragnar Sigurdsson, Pierre Bengtsson - Christian Bolanos (59.: Thomas Kristensen), Thomas Delaney (75.: Danny Amankwaa), Claudemir, Youssuf Toutouh (80.: Marvin Pourié) - Rúrik Gíslason - Nicolai Jørgensen

Ikke benyttet: Jakob Busk, César Santin, Georg Margreitter, Christoffer Remmer