F.C. København skifter træner

De tifoldige danske mestre har ophørt samarbejdet med Ariël Jacobs og har med øjeblikkelig virkning ansat Ståle Solbakken som ny cheftræner på en 3-årig kontrakt.

Belgiske Ariël Jacobs kom til F.C. København sidste sommer og førte holdet til et dansk mesterskab og kvalifikation til Champions League gruppespillet i sidste sæson. Men pga. udeblevne resultater i den nye sæson, har han nu haft sin sidste arbejdsdag i PARKEN.

- Resultaterne vi som klub har opnået på banen de seneste måneder er ikke acceptable for F.C. København, og derfor har vi valgt at ophæve samarbejdet med Ariël Jacobs. Hans generelle evner, personlighed og dedikation sætter vi ikke spørgsmålstegn ved. Det er ene og alene sportslige årsager der ligger bag vores beslutning, siger administrerende direktør Anders Hørsholt.

Ny cheftræner i FCK bliver Ståle Solbakken. Nordmanden har tidligere haft gode perioder i København som både spiller og træner.

- Ståle Solbakkens kvaliteter som træner er indiskutable, og samtidigt kender han denne klub helt ind til benene og er en del af dens historie. Derfor vurderer vi, at han er den rigtige mand for os både på kort og lang sigt. I første omgang er der et stort stykke arbejde at gøre for at få resultaterne på ret køl. Og derefter skal vores sportslige udvikling og ambitioner fortsætte og indfries, siger Anders Hørsholt.

45-årige Ståle Solbakken har som spiller repræsenteret F.C. København 15 gange i sæsonen 2000/2001 og stod i spidsen for løverne som træner i 178 kampe i perioden 2005 til 2011.

Den nye cheftræner vil blive præsenteret på et pressemøde i PARKEN onsdag eftermiddag kl. 18.00, hvor han vil være til rådighed for de fremmødte medier sammen med administrerende direktør Anders Hørsholt og sportsdirektør Carsten V. Jensen.