Mellberg: Kravene er høje i F.C. København

Mellberg: Kravene er høje i F.C. København

F.C. København har ikke fået den bedste start i Superligaen i denne sæson, men spillerne arbejder hårdt på træningsbanen for at kunne sætte den første sejr på kontoen så hurtigt som muligt.

Én af de nye spillere i truppen har taget en stor rutine med sig til F.C. København, og 35-årige Olof Mellberg ser frem til kunne bruge sine erfaringer fra de mange kampe i blandt andet Premier League og Seria A, som svenskeren har optrådt i i sin karriere. Flere af de ting, han har lært i Aston Villa, Juventus og Olympiakos, er brugbare redskaber i København.

- Man lærer sig selv mere og mere med årene og lægger hele tiden mere på. Jeg har spillet i flere klubber, hvor kravene har mindet om dem, som vi har her i F.C. København, og det lærer man at trives med, så jeg ser frem til at kunne dele min erfaring i klubben, siger Olof Mellberg.

- Man kan ikke gemme sig, for hver kamp er vigtig her i F.C. København. Fra starten af sæsonforberedelserne til de sidste kampe i Champions League er der høje krav, når man spiller i en klub som F.C. København.

Det er 15 år siden, at Mellberg tog hul på sin professionelle fodboldkarriere i udlandet, og han har efter mange hundrede ligakampe i en række store ligaer prøvet meget. Også lignende situationer som den, han og holdkammeraterne i F.C. København står i lige nu.

- Det er vigtigt, at hvis vi ikke spiller så godt, som vi vil, eller resultaterne svigter, så skal man se fremad. Tit skal man være med til at fokusere på det gode, og de ting, som man kan tage med videre og ud fra det forsøge at forbedre os hele tiden, lyder det videre fra Mellberg.

- Jeg synes, også det er vigtigt, at de spillere, der har lederegenskaber, kommer ud med dem, og der synes jeg faktisk, at vi har flere, der kan være med både hos de unge og de gamle spillere. Mange af spillerne her i klubben har en rigtig god karakter.

Udover klubkarrieren har Mellberg også noteret sig for hele 117 landskampe og 6 slutrunder for Sverige, for hvem han har haft rollen som anfører i mange år.

Kampen mod FC Nordsjælland sparkes i gang i Farum på søndag klokken 19.00.