Kampreferat: FCB vs. FCK

FCK fans, glæd jer! Ailton fik debut og scorede sit førstemål i en underholdende 3-3 kamp mod FC Basel i kraftigt blæsevejr på La Manga.

Hvis I ikke allerede har sikret jer billetter til årets første kamp, den 11. februar mod Brøndby, så gør det nu, for løverne er tændte, farlige og sultne, og i årets første træningskamp,viste de lovende takter, specielt i angrebet, mod et FC Basel hold i stærkeste opstilling.

Det taktiske oplæg
Før en let frokost kl. 12.00, holdt Ståle Solbakken et kort, 15 minutters taktikmøde, hvor han startede med at fortælle hvem der skulle starte på banen, og hvem der skulle sidde på bænken. Så gennemgik han otte hovedpunkter som han havde valgt at lægge vægt på. Fokus var som sædvanlig mest på vores eget kollektive spil, mens bestemte spillere fik forklaret deres specialopgaver. Han sluttede af med at vise spillerne et par hjørnesparks/frisparkskombinationer og endte med at definere kampens enkle målsætning, nemlig at holdet skal virke solidt både i forsvaret og frem ad banen.

Spillerne hvilede herefter på deres værelser frem til kl.14.30 og kørte derefter de to kilometer ned til La Mangas fodboldanlæg.  

Til årets første træningskamp manglede Ståle Solbakken hele fire stamspillere fra efterårets ”Dream Team”, men han kunne stadigvæk samle et meget slagkraftigt mandskab, til mødet med et FC Basel hold i stærkeste opstilling.

Kampen
I de første 10 minutter skulle begge hold lige vænne sig til den kraftige vind, der blæste tværs over banen igennem hele kampen, mens selve banen var i perfekt stand og godt drænet efter fredagens storm. Tempoet var højt og spillet afvekslende, i en første halvleg med fire mål og mange chancer til begge hold.

Det første mål kom efter en periode med FCK pres i midten af første halvleg. F.C. København fik et par hjørnespark der blev ekspederet væk - FC Basel var stærke i luftrummet – men returboldene blev hurtigt opfanget og spillet rundt i FCK’s kæder. Ailton lavede et flot sololøb igennem midten, før han fandt en fremstormende Jesper Grønkjær, der lavede et godt indlæg fra venstrekanten. På indlægget header Allbäck bolden ned til Ailton, der var præcis hvor han skulle være, i det lille felt, og han bankede bolden forbi en sagesløs målmand: 1-0 til Byens Hold.

Efter målet fortsatte kampen med at være åben og chancerig. FC Basel kom tæt på ved et hjørnespark, men Benny kom godt ned til det farlige langskud. På trods af denne chance, var det FCK der scorede igen, i det 32. minut, og det var et virkelig flot mål. Hutch (der var banens bedste), kom ind fra højre og med et lob igennem Basels midtbane fandt han Jesper Grønkjær (der var en evig trussel med sine hurtige dribleture). Jesper kom til baglinjen og med et præcist indlæg fandt han Allbäck, der kom foran forsvarsspilleren og hamrede bolden op i hjørnet: Klassemål og 2-0 til F.C. København på en god halv time.

To minutter efter målet fik spillerne dog en spand kold vand i ansigtet, da et FC Basel hjørnespark gik direkte i mål og reducering, 2-1. Dan Thomassen ville efter kampen dog ikke snakke om et målmandsdrop:

- Nej, bolden kom ind fra hjørnet i hovedhøjde og jeg kom til at nikke til den. Desværre gik den ind, så Benny havde ikke rigtig nogen chance, mente forsvarsspilleren.    

Det næste chance tilfaldt Allbäck efter flot forarbejde fra Grønkjær og Ailton, men Marcus’ atletiske spark blev reddet af målmanden. Lige før pausen kom Basel på tavlen igen. Et langt indkast blev ikke rigtig ekspederet væk og en Baselspiller fandt herefter sig selv alene med Benny Gall: 2-2 (-En markeringsfejl, sagde Dan Thomassen).

FCK startede anden halvleg som lyn og torden og fik to gode chancer indenfor de første par minutter, Ailton og Allbäck skød dog begge forbi. Men Basel havde også en periode i midten af anden halvleg, hvor de var farlige, med en direkte og aggressivt spillende midtbane og hurtige kanter. Et af Basels kontraangreb resulterede i deres tredje mål, da en angriber kom bagom FCK’s forsvar, holdt balancen og scorede sikkert, uden chance for Benny Gall. Så for første gang i kampen var Basel foran, men den underholdende kamp var ikke forbi endnu….

FCK foretog herefter tre udskiftninger: Berglund for Ailton, Pimpong for Grønkjær og Brandrup for Allbäck.

FCK’s tredje flotte mål blev scoret af Michael Silberbauer: Niclas Jensen fandt Silber i løb, med en perfekt aflevering bagom Basels forsvar og Silber holdt hovedet koldt, til trods for at han havde en forsvarsspiller hængende lige bag sig, og fandt nettet til slutresultatet 3-3.

Kampen sluttede som den startede, med chancer til begge hold. Berglund og Hutch skød begge over i de sidste minutter og Basel ramte overlæggeren med et hovedstød i de allersidste minutter.

Det blev en underholdene og tempofuld træningskamp, med et retfærdigt resultat.

De nye spillere
FCK fans kan glæde sig til snart at se Ailton Almeida i aktion, i PARKEN. Han er ikke en Zuma, heller ikke en Santos, men han har kvaliteter vi kender fra begge disse spillere, krydret med sine egne talenter, som vi så glimt af i dagens kamp. Han er god til at holde på bolden og også til at tage bolden med sig i løb. Han er villig til at lave de uselviske dybdeløb, men prøver også en hurtig, fræk dribletur en gang imellem. Han har allerede en imponerende forståelse for FCK’s spillestil og der var også tegn på et lovende samarbejde med Allbäck. Han er ”økonomisk” med finterne og vil hellere finde en medspiller end at lave det ”frække” hver gang, men man er ikke i tvivl om at han kan, når han har lyst. Hvilken håndfuld han bliver for SAS Liga forsvarspillerne, når han er oppe i fulde omdrejninger!

Niclas Jensen virkede som om han aldrig har været væk! Man havde glemt hvor god hans teknik egentlig er, og bolden er klistret til hans fødder når han laver sine berømte raids op ad venstreflanken. Han kombinerede godt med Jesper Grønkjær, som han selvfølgelig kender fra landsholdet, og det virker som om han har spillet sammen med Linderoth og Hutch i årevis. Niclas har stadigvæk øje for medspillernes løb, som han viste ved kampens sidste mål, hvor han fandt Silber med den flotte frispilning. Velkommen tilbage Niclas.