Kampreferat: Brø vs. FCK

Brøndby vandt fortjent 1-0 på et tidligt mål af Ruben Bagger i en beskidt affære, hvor grove tacklinger, albuer i ansigtet og skænderier fik en uforholdsmæssig stor rolle. Sejren betyder, at Brøndby overvintrer på Superligaens førsteplads med hele 10 point ned til nummer to, FC København.

18.690 tilskuere - mod forventning ikke udsolgt på Brøndby Stadion - kunne se Brøndby komme bedst ind i kampen.

Hjemmeholdet havde inden for de første 20 minutter tre kæmpechancer, hvor højrekantspilleren Rafal Niznik havde næstsidste fod på bolden hver gang. Ruben Bagger udnyttede det første præcise indlæg til fulde, da han helflugtede bolden videre ind på FCK-keeper Magnus Kihlstedt, der kun halvklarede.

Bagger kunne derefter selv heade bolden over stregen til 1-0 efter blot syv minutters spil. To gange var Mattias Jonson tæt på at øge føringen via hovedstød, men Magnus Kihlstedt og overliggeren reddede FCK.

Peter Møller fik en varm velkomst i decemberaftenens to grader kolde luft af sine gamle fans, der ikke er glade for at se ham i "den forkerte" FCK-trøje. Ikke mindst da Møller sendte Krister Nordin til tælling med en albue i ansigtet og fortjent indkasserede et gult kort.

Især første halvleg blev i det hele taget skændet af masser af spilstop på grund af hårde tacklinger og løstsiddende albuer.

Efter en halv times spil blev Christian Lønstrup liggende i græsset efter et møde med Ruben Bagger, og han måtte lade sig afløse af Peter Christiansen. Og flere gange var kampen ved at glide ud af hænderne på kampens dommer, Steen Pedersen, der med kort varsel afløste Nicolai Vollquartz, som var strandet i Karup Lufthavn i Midtjylland.

Flere frispark, og især Peter Møllers løse albuer i hovedstødsduellerne, udløse skænderier og skubberier blandt de to mandskabers tændte spillere, og her kunne dommer Steen Pedersen med fordel have sat sig mere igennem.

De mange afbrydelser ødelagde noget af spilopbygningen hos begge hold. FCK fik efter en skidt start spillet sig tilbage i kampen, ikke mindst på grund af den energi Christian Poulsen havde taget med sig i sin første Superliga-kamp siden offentliggørelsen af klubskiftet til Schalke 04 i Bundesligaen.

Peter Møller fortsatte sine ufine metoder efter pausen, og han kan være glad for, at karantæner på baggrund af tv-billeder endnu ikke er en del af dansk fodbold. Nede med et mål var FCK tvunget til at tænke mere offensivt. Men gæsternes angrebsopbygning kom aldrig til at køre velsmurt, fordi Brøndby spillede med et kværnende pres over hele banen.

Ikke mindst Magnus Svensson spillede en stor kamp for hjemmeholdet. Og hvad gør en træner så, når der mangler en lille halv time, og han og holdet er bagud? Sætter en måltyv på banen og håber på det bedste. Derfor sendte FCK-træner Hans Backe, der inden dagens opgør endnu ikke havde tabt med FCK i Superligaen, Heine Fernandez ind i angrebet sammen med Peter Møller.

Otte minutter før tid var indskiftningen ved at give bonus. Heine Fernandez sendte med en smuk og timet aflevering Carsten Fredgaard gennem FCK-feltet, og den hurtige Fredgaard blev bremset af Mogens Krogh, der for sent kom glidende ud af sit mål.

Straffe til FCK. Unge Christian Poulsen gik resolut hen til 11-meter pletten, men presset var for stort og hans skud for svagt. Mogens Krogh nåede helt ud til bolden, og han gjorde dermed skaden god igen.

For FCK var det endnu et dyrt brændt straffespark, da også Jacob Laursen brændte i det første opgør mod Dortmund i UEFA Cuppen. Ikke blot kostede det muligheden for to point. Brøndbys chancer for at løbe med mesterskabet blev ikke mindre af, at afstanden mellem de to storhold nu er 10 og ikke otte point. /ritzau/