Kampreferat: AaB vs. FCK

Flot spil gav kun ét point

Idag var turen nået til Aalborg, hvor vi skulle møde AaB. Kampen endte 1-1, men både spil og chancer tilhørte F.C. København.

FCK stillede op i samme opstilling som mod Brøndby og Lyngby. Christian Poulsen viste påny hvorfor han skal være i startopstillingen og tillod sig såmænd at lave debut-mål i superligaen, da han på Niclas Jensens frispark headede bolden i nettaget uden chance for Jimmy Nielsen.

Første halvleg stod utvetydigt i FCK's tegn. AaB kom dog frem til chancer, men spilmæssigt havde nordjyderne ikke meget at byde på. Gæsterne pressede AaB til at lave mange fejlafleveringer, og Zuma var atter meget aktiv og voldte AaB's forsvar store problemer.

I anden halvleg kom AaB mere med, men der skulle en misforståelse af Thomas Myhre til for at AaB kunne score: han fejlbedømte en høj bold ind i feltet og i stedet headede hans landsmand Frank Strandli bolden ind i det tomme mål.

Så skulle man tro, at AaB kom mere med, men det gjorde de bare ikke. FCK blev ved med at dominere og kun uheld gjorde at vi ikke kom foran: Christian Poulsen halvflugtede fra 25 meters afstand bolden på undersiden af overliggeren, hvorefter Jimmy Nielsen fik fat i den - meget ærgerligt!

Med 10 minutter igen blev Zuma og AaB's Lennart Bak præsenteret for det røde kort, da de efter  dommer Steen Knudsens mening slog ud efter hinanden. Begge mente bagefter, at et par gule kort havde været mere på sin plads, men nu kan de begge se frem til to spilledages karantæne. Ærgerligt for den formstærke sydafrikaner, som går glip af endnu en superliga-kamp i maj, hvis han udtages til Sydafrikas landshold, der skal spille VM-kvalifikationskamp.

Efter kampen var han dog mest optaget af den tragiske ulykke, der var indtruffet dagen før i Johannesburg, hvor mindst 43 fodboldfans blev mast ihjel, da tusindvis af mennesker prøvede at mase sig ind til et lokalopgør på Ellis Park mellem Zumas tidligere klub, Orlando Pirates, og Kaiser Chiefs.

Inden kick off ville de fleste nok gerne have "solgt" AaB-kampen for uafgjort. Bagefter må man ærgre sig over resultatet, men glæde sig over det flotte spil som FCK diskede op med. Ét point - og nu skal der fokuseres på mandagskampen i Haderslev.