Kampreferat: FCK vs. AGF
15/10 2000 19:00
Total kontrol og fortjent 4-0 sejr
Så var der igen superligafodbold i PARKEN efter en lille måneds pause p.g.a. et par udekampe og uafgjorte landskampe. F.C. København fortsatte som de sluttede i Herfølge og cementerede deres plads som mesterskabskandidat ved en fortjent 4-0 sejr mod et AGF-hold uden selvtillid.
Det var svært at finde tidspunkter i kampen, hvor hjemmeholdet ikke var i total kontrol over begivenhederne. Ståle Solbakken var en nydelse på midtbanen sammen med en energisk Donatas og en fightende Lønstrup. Specielt Solbakkens rolige overblik var i stærk kontrast til en AGF-midtbane bestående af Carsten Hallum, Anders Bjerre, Kenny Thorup (alle forhenværende FCK-ere!) samt Lennart Bak, der brugte 90 % af tiden med forsvar og aldrig formåede at føde Jockovic og den unge amatørspiller Henrik Bøgebjerg i angrebet.
Det var faktisk en AGF’er der lagde op til det første FCK-mål. Lennart Bak (på midtbanen i stedet for Michael Nonbo) ville tackle Christian Lønstrup midt på AGFs banehalvdel, men da Lønstrup flyttede sig gik bolden til en fremstormende Ståle Solbakken, der med sin sædvanlige rolighed prikkede bolden forbi en sagesløs Erik Bøye.
Efter målet var der en periode, hvor AGF fik mere af bolden uden at være decideret målfarlig, og kun én gang i første halvleg var AGF tæt på at score, da Kenny Thorup kom til baglinien og fandt Jockovic med et godt indlæg, som han headede langt over Runes mål. Den unge angriber Bøgebjerg var AGFs bedste spiller, men han havde det meget svært mod Jacob Laursen og Diego Tur i københavnernes forsvar. Diego har virkelig blomstret op ved siden af Laursen og for den fjerde kamp i træk holdt københavnerne modstanderne fra at score - en ny rekord for FCK.
Ritzaus Bureau skriver i deres kampreferat om første halvleg ”på banen skete der ikke det store. F.C. København ville ikke noget, og AGF kunne alt for lidt…”. Sådan virkede det ikke for FCKs skribent! Tværtimod fortsatte F.C. København med at ”spille sig” til chancer, selvom AGF pakkede sig godt i forsvaret og håbede på en kontrachance eller en dødbold situation.
Kort før pausen scorede københavnerne igen, og det blev Pascal Simpson der med hans fysik skabte plads til et hovedstød som han dirigerede forbi Bøye i det årshusianske mål. 2-0 til pausen.
Efter pausen var der mere af det samme. Zuma, Simpson og Lønstrup havde gode chancer. Niclas Jensen brillerede med et par mesterlige løbeture af høj teknisk klasse - han læner sig kraftigt op af en landsholdschance.
Der kom ikke flere scoringer, før Todi Jónsson kom på banen i stedet for Lønstrup med 15 minutter tilbage af kampen. Det blev til 2 nemme mål for Todi, det første fra en diagonal stikning fra Brattbakk og det andet et rigtig energi mål, da han hoppede højt og headede forbi stakkels Erik Bøye i AGFs mål.
Det var igen en kamp, hvor man kun kan klage over de 4-6 ekstra mål FCK burde havde scoret! Men man kunne vælge i stedet at fokusere på de mange positive elementer i FCKs spil.
Kort sagt: Vi spiller som et tophold - vi ER et tophold.
Så var der igen superligafodbold i PARKEN efter en lille måneds pause p.g.a. et par udekampe og uafgjorte landskampe. F.C. København fortsatte som de sluttede i Herfølge og cementerede deres plads som mesterskabskandidat ved en fortjent 4-0 sejr mod et AGF-hold uden selvtillid.
Det var svært at finde tidspunkter i kampen, hvor hjemmeholdet ikke var i total kontrol over begivenhederne. Ståle Solbakken var en nydelse på midtbanen sammen med en energisk Donatas og en fightende Lønstrup. Specielt Solbakkens rolige overblik var i stærk kontrast til en AGF-midtbane bestående af Carsten Hallum, Anders Bjerre, Kenny Thorup (alle forhenværende FCK-ere!) samt Lennart Bak, der brugte 90 % af tiden med forsvar og aldrig formåede at føde Jockovic og den unge amatørspiller Henrik Bøgebjerg i angrebet.
Det var faktisk en AGF’er der lagde op til det første FCK-mål. Lennart Bak (på midtbanen i stedet for Michael Nonbo) ville tackle Christian Lønstrup midt på AGFs banehalvdel, men da Lønstrup flyttede sig gik bolden til en fremstormende Ståle Solbakken, der med sin sædvanlige rolighed prikkede bolden forbi en sagesløs Erik Bøye.
Efter målet var der en periode, hvor AGF fik mere af bolden uden at være decideret målfarlig, og kun én gang i første halvleg var AGF tæt på at score, da Kenny Thorup kom til baglinien og fandt Jockovic med et godt indlæg, som han headede langt over Runes mål. Den unge angriber Bøgebjerg var AGFs bedste spiller, men han havde det meget svært mod Jacob Laursen og Diego Tur i københavnernes forsvar. Diego har virkelig blomstret op ved siden af Laursen og for den fjerde kamp i træk holdt københavnerne modstanderne fra at score - en ny rekord for FCK.
Ritzaus Bureau skriver i deres kampreferat om første halvleg ”på banen skete der ikke det store. F.C. København ville ikke noget, og AGF kunne alt for lidt…”. Sådan virkede det ikke for FCKs skribent! Tværtimod fortsatte F.C. København med at ”spille sig” til chancer, selvom AGF pakkede sig godt i forsvaret og håbede på en kontrachance eller en dødbold situation.
Kort før pausen scorede københavnerne igen, og det blev Pascal Simpson der med hans fysik skabte plads til et hovedstød som han dirigerede forbi Bøye i det årshusianske mål. 2-0 til pausen.
Efter pausen var der mere af det samme. Zuma, Simpson og Lønstrup havde gode chancer. Niclas Jensen brillerede med et par mesterlige løbeture af høj teknisk klasse - han læner sig kraftigt op af en landsholdschance.
Der kom ikke flere scoringer, før Todi Jónsson kom på banen i stedet for Lønstrup med 15 minutter tilbage af kampen. Det blev til 2 nemme mål for Todi, det første fra en diagonal stikning fra Brattbakk og det andet et rigtig energi mål, da han hoppede højt og headede forbi stakkels Erik Bøye i AGFs mål.
Det var igen en kamp, hvor man kun kan klage over de 4-6 ekstra mål FCK burde havde scoret! Men man kunne vælge i stedet at fokusere på de mange positive elementer i FCKs spil.
Kort sagt: Vi spiller som et tophold - vi ER et tophold.