Kampreferat: FCK vs. SIF

Sød, sød revanche

Det lykkedes - det sure nederlag i Silkeborg søndag blev revancheret allerede fire dage senere i pokalturneringen, og det viste tydeligt at i pokalen er FCK ikke til at spøge med, når det foregår i Parken. Sejren var kollektivets fortjeneste, og uden at spille nogen pragtkamp viste FCK præcis hvad Niels-Christian Holmstrøm skrev i kampprogrammet: holdet har været i stand til at tabe til hvem som helst og at vinde over hvem som helst, og her oplevede man netop den skærende kontrast til ligakampen mod det samme hold.

På F.C. Københavns hold var Carsten Hemmingsen kommet ind på den centrale midtbane, og Christian Lønstrup var placeret på højre midtbane i en helt tydelig 4-4-2-formation, hvor Brattbakk denne gang havde David Nielsen som sin angrebsmakker. Todi Jónsson var tilbage og spillede venstre wing igen. Silkeborg spillede igen 4-3-3 med Peter Sørensen som 'playmaker', dvs. at han skulle heade de lange høje bolde videre, og med to kantangribere der mandsopdækkede Thomas Rytter og Niclas Jensen.

Allerede i kampens begyndelse så man hjemmeholdet spille aggressivt, og efter få minutter havde Todi en stor chance, da et indlæg fra David Nielsen passerede alle i feltet - Todi kunne ikke nå at ramme bolden ordentligt, og den boblede over mål.

Også Silkeborg havde chancer i kampens begyndelse. Peter Lassen var meget tæt på at få prikket bolden forbi Michael Stensgaard, da han løb mod et indlæg fra Jacob Juul ved forreste stolpe.

Kampen var dog endnu ikke så åben, at det ikke kom som en kæmpestor overraskelse da F.C. København kom foran. Et indlæg fra højre side kom fra Michael Mio, men bolden blev ramt af en Silkeborgfod og røg derefter højt op i luften. Den dykkede ned og ramte overliggeren, og Peter Kjær kunne ikke vifte den væk. Der blev ikke begået frispark, Kjær var udspillet, og fra overliggeren dumpede bolden ned på den fri Brattbakk, der blot skulle heade den ind fra en halv meters afstand.

Peter Kjær havde beskadiget sin hånd i den aktion, og han lå på græsset til behandling i fire minutter.

Siden blev der gået hårdere til den, og op mod den halve time blev der givet to advarsler; den ene til Peter Lassen for et hårdt frispark mod Niclas Jensen, og derefter til Carsten Hemmingsen for en drabelig flyvende tackling. Kort tid efter måtte Thomas Rytter behandles, efter at han blev ramt i en nærkamp med Peter Sørensen, hvor nogen i hvert fald havde haft armene oppe.

Og på den måde endte halvlegen - uden den store æstetiske oplevelse, men med en masse god, intens pokalfight. Hjemmeholdet bed for alvor tænderne sammen og viste meget klart, at der skulle vaskes en plet ren.

Desværre måtte Christian Lønstrup udgå efter 40 minutter efter at have humpet i et par minutter - han havde fået en fiber. Han blev erstattet af Thomas Thorninger, der gik direkte ind på højrekanten.

Efter pausen kom Silkeborg længere frem på banen og blev meget truende, men den første gode mulighed var FCK's. Det var et frispark fra Carsten Hemmingsen, som blev fyret hårdt, præcist og indadskruet af med vristen, men gik lige udenom.

Silkeborg skiftede Jesper Thygesen, der mest havde været passivt vidne til sit holds lange, høje bolde, ud med den farlige ghaneser fra PSV Eindhoven, Godwin Attram, i en meget offensiv satsning. Attram havde givet store problemer sidst, men denne gang var han ikke den samme fare for FCK's forsvar.

Silkeborg fik en stor chance efter godt et kvarter, hvor den lovende højre back Svenningsen tørrede to FCK-forsvarere og kom fri med Stensgaard. Han valgte at spille i stedet for at skyde, og bolden blev ryddet op i tide.

Det var hårde tider for FCK-forsvaret, der dog holdt stand, og i den anden ende kom holdet til en del afslutninger, der faktisk skulle have givet mål. Især Thomas Thorninger brændte stort, da han efter at godt, gennemkombineret angreb trak ind i banen og skød over.

Til sidst blev det 2-0. David Nielsen slap fri og fik afsluttet, men Peter Kjær blokerede. Bolden hoppede så ud til Mio, der tordnede den i mål, hvor der kun stod en back inde på stregen. Kampen var hermed definitivt afgjort. Zuma gjorde sig klar på sidelinien, men måtte frysende vente i næsten fem minutter før bolden røg ud af spil.

Peter Lassen havde en stilfærdig aften og har ikke helt virket så skarp i de seneste par uger som normalt. Han kom til en afslutning med et kvarter tilbage, men den var for svag og Stensgaard greb sin gamle holdkammerat fra Hvidovre ud.

Zuma fik det meste af publikum til at falde på halen med nogle ufattelige driblinger, da han snød to mand med et slalomløb og skød lige på Peter Kjær. Det var utvivlsomt den mest elegante indsats den aften, og virkelig synd at det ikke lige her lykkedes Zuma at komme på regnskabet.

Det var det - og det var godt, for med en habil fight og nogle til tider meget velspillede angreb kunne FCK så trække sig tilbage som den fortjente vinder. Bedst på FCK-holdet var igen - fristes man til at sige - backkæden, og også især David Nielsen, der kæmpede flot med en modstander permanent i ryggen, og Michael Mio, den fødte anfører, der ledte holdet med sin indstilling, og fik en assist samt blev noteret for det mål, der afgjorde kampen.