Om dagens svenske modstander
F.C. København har mødt 
lørdagens modstandere otte gange, men hele syv af dem har været 
træningskampe. Kun en enkelt gang har Helsingborgs IF været modstander i
 en reel turnering, det var tilbage i marts 2007, hvor F.C. København 
mødte svenskerne i semifinalen i Royal League.
Af Jan Eliassen
Kampen
 i 2007 blev spillet i PARKEN, og de 5.892 tilskuere skulle blot vente 
seks minutter før Fredrik Bergland havde bragt F.C. København foran 1-0,
 og selvsamme Berglund øgede til 2-0 efter et kvarters spil. Det 
lykkedes for Heldingborgs IF at få reduceret til 2-1 blot et par 
minutter efter Berglunds andet mål.
Om end det svenske mål blev 
sat ind efter et kiks af Jesper Christiansen, så var det ikke noget der 
rystede hjemmeholdet, for Løverne fortsatte presset, hvilket blandt 
andet førte til et straffespark, som dog blev misbrugt af Ailton – men 
brasilianeren revancherede sig et par minutter senere, da han snittede 
et frispark fra Oscar Wendt i netmaskerne.
Der blev ikke scoret 
mere – og dermed var Løverne i deres tredje Royal League finale, en 
finale der desværre ikke endte med sejr til F.C. København.
Kort om Helsingborgs IF 
Helsingborgs
 IF er stiftet tilbage i 1907, og var en af de svenske klubber der var 
med til at stifte svenskernes bedste fodboldrække, Allsvenskan.
Klubben
 har vundet fem svenske mesterskaber. Tre af mesterskaberne er vundet 
for mange år siden, i perioden 1932-1941, den fjerde titel blev vundet i
 1999, mens den femte og seneste titel blev vundet i 2011. Udover de fem
 mesterskaber vandt Helsingborgs IF også Allsvenskan i 1928/29 og 
1929/30, men dengang var det ikke lig med et svensk mesterskab.
Helsingborgs
 IF er den seneste svenske klub til at være med i gruppespillet i UEFA 
Champions League. Mesterskabet i 1999 betød at de fik mulighed for at 
kvalificere sig til 2000/01 udgaven af Champions League, og her 
eliminerede de selveste Inter i 3. kvalifikationsrunde. I selve 
gruppespillet sluttede Helsigborgs IF sidst i gruppen med fem point. De 
øvrige tre hold i gruppen var Bayern München, Paris Saint-Germain og 
Rosenborg BK. 
Udover de fem svenske mesterskaber, så har 
Helsingborgs IF vundet den svenske pokaltitel fem gange, seneste i 2011,
 hvor det altså blev til en svensk dobbel.
I den forgangne sæson 
sluttede Helsingborgs IF på en 6. plads i Allsvenskan med 50 point. Det 
var seks point efter Malmö FF på 3. pladsen og ni point efter de svenske
 mestre fra Elfsborg.
