Nyt fra Sydafrika

Go' mor'n hjemme i Danmark!


Hermed lidt nyt fra Port Elizabeth.

Søndagens kamp mod PE Tigers blev desværre tabt med 2-1 efter samme halvlegsresultat. Kampen bød på 10 gule og 2 røde kort.
Første halvleg var en velspillet affære mellem to gode hold, som spillede hurtigt og på et teknisk højt niveau.Vi lagde fint ud og tilspillede os gode scoringsmuligheder, som desværre ikke blev udnyttet tilfredsstillende. Vi var dominerende i flere faser, men PE Tigers havde et par rutinerede og dygtige spillere, som hele tiden holdt dem inde i kampen. Vi kom bagud på en individuel forsvarsfejl, som de udnyttede konsekvent, men to minutter senere bragte Elrio Van Heerden os tilbage til 1-1 på et hårdt og velplaceret skud fra kanten af straffesparksfeltet. Så begyndte PE Tigers desværre at spille med musklerne efter diverse opfordringer fra deres officials, hvilket førte til starten af deres i alt 8 gule kort. PE tigers fik en åbenlys foræring af liniedommeren foran deres bænk, da han lod spillet fortsætte til trods for, at to spillere var i klar off-side position, - det bragte os bagud 1-2.

PE Tigers fik det første røde kort lige før pausen.

Anden halvleg fortsatte vi vores fremadrettede spil og lagde et pres højere oppe på banen, hvilket også førte til chancer igen, som desværre blev afværget af enten målmanden eller en sidste forsvarer på mållinien. De opgav at spille fodbold og forsøgte sig kun på kontraangreb, som også forsvandt, da de fik deres andet røde kort cirka 15 minutter før tid. Nu var de spillet helt i bund, men formåede på dygtig og heldig vis at holde føringen til slutresultatet.

Alt i alt er vi tilfreds med vores spil, som havde mange gode momenter, og som udtrykte både tekniske og taktiske kvaliteter. Fysisk var vi på flere områder helt på højde med vore modstandere, dog skal vi stadig arbejde med en større effektivitet i mange mand-mod-mand situationer, både angrebs- og forsvarsmæssigt, - men det er elementer, som også udvikles via større og mere erfaringsgrundlag; og det kræver flere kampe.

Gule kort til Ashley Stowman og Lindokuhle Madonsela.


Mange hilsner til jer alle og et stort tillykke med den flotte sejr i Europa Cuppen fra alle spillere, ledere og Roald i Sydafrika.