Optakt F.C. København - Farum Boldklub

For anden uge i træk møder Byens Hold en af de to oprykkere til SAS-ligaen. Denne gang er det Farum Boldklub, der er modstanderen når løverne og PARKEN's smukke grønsvær byder op til "bal" på søndag klokken 15:00.

Devisen om at der ikke længere findes nogen lette kampe, kunne man ved selvsyn konstatere lever i bedste velgående efter søndagens kamp mod Køge. På trods af overvægt i spil og chancer måtte løverne vente til sidste minut med at få stillet sulten. Men så var det også et lækkert måltid der blev serveret af "kokken" Carsten Fredgaard?.

Men med de forudgående 89 minutter af Køgekampen in mente er der absolut ingen grund til at forvente at opgøret på søndag bliver "et af de nemme". På trods af at Farum for første gang nogensinde optræder i den bedste danske række, kan holdet mønstre en lang række spillere med erfaring fra topfodbold. Tænk bare på at der løber et halvt mandskab fra den tidligere SAS-liga klub Lyngby rundt i Farums rød-og gulstribede bluser?

Også Farums øvrige spillere med den tidligere FCK'er Jeppe Tengbjerg i spidsen kan forventes at volde problemer på søndag. To mål blev det til af Tengbjerg i Farums sejr over Viborg i søndags. Og efter sigende skulle det havde været en fejende flot forestilling med hjemmeholdet i teten. Til opgøret mod FCK må Farum efter alt at dømme dog undvære stærke spillere som Lars Bohinen, Andreas Havlykke og Anders Bjerregaard, der alle er ved at komme sig oven på skader. Som en ekstra lille krølle på opgøret kan det nævnes at Farum nu trænes af den tidligere FCK-træner Christian Andersen. Og hvis vi kender "Danmarks Bedste Træner" ret vil Farum ikke komme til PARKEN for at fedte sig til et point, men gå efter alle tre på offensivt baseret spil.

Efter kampene mod Viborg og Køge er der et par ting der springer i øjnene. Mest udpræget er den lave udnyttelsesprocent oppe foran. Lad os nøjes med at "skyde skylden" på det faktum at vi stadig er i starten af sæsonen og at solen stod forbandet lavt nede i Køge?
Bemærkelsesværdigt er det dog at i begge de indledende kampe er det folk fra bænken der er kommet ind og tippet kampene med assists og mål. Gad vide hvad Backe fodrer dem med nede på bænken inden de bliver sat ind. Råt kød måske :-)

Hvorom alt er ville det være befriende ikke at skulle vente til slutfasen med at forene bold og målnet. Måske nyindkøbte Jörgen Pettersson kan afhjælpe dette. Han er i al fald ved at være så meget oppe i omdrejninger at Hans Backe helt sikkert vil overveje at indlemme ham i truppen på søndag. Også i forsvaret, der med en forrygende Martin Albrechtsen i spidsen stort set har spillet fejlfrit, kan der ventes forstærkning/back-up. Venstrebacken Urmas Rooba er ved at være 100 % fit for fight og han træner nu fuldt med de øvrige. Det skal blive spændende at se om Pettersson og/eller Rooba vil få debut på søndag. Også Christian Traore er ved at komme sig over sin skade ligesom den forvridning Møller fik i gårsdagens kamp ikke er så slem som først antaget. Derfor kan Hans Backe råde over alle mand minus "PC", når han lørdag skal udtage truppen mod Farum.

Alt i alt ser det således lyst ud for løverne, og der kan heller ikke være mange nanosekunders tvivl om at favoritværdigheden tilfalder FCK. Men med brug af flosklen "så længe bolden er rund kan alt ske", så er intet givet på forhånd. Med udsigt til et forrygende sommervejr og seværdig fodbold på søndag, skal opfordringen om at komme til bold i PARKEN lyde herfra. Det kan kun blive underholdende når angrebsivrige F.C. København for første gang nogensinde i en betydende kamp, møder det ligeledes offensivt indstillede Farumhold. Vel mødt i PARKEN!