Optakt: F.C. København - Farum Boldklub

Efter den flotte sejr i lørdags over Viborg, er det tid til at fokusere på næste vigtige opgør. For anden gang i sæsonen gæster Farum Boldklub PARKEN, og kan det blive lige så dramatisk og intenst som i første møde, venter der tilskuerne en stor oplevelse på søndag klokken 17:35.

Mod Viborg spillede Byens Hold den bedste kamp i sæsonen hidtil. Det var en uhyre professionel og dedikeret indsats holdet leverede, og kan disse takter holdes i søndagens kamp lover det godt. Det er svært at fremhæve én spiller frem for anden, men imponeres må man af Peter Møller, der trods en generende hælskade, fightede forbilledligt. Desværre brød hælskaden også op, hvilket gør Møller tvivlsom til kampen på søndag. Han kan muligvis træne let med fredag, men den endelige afgørelse ligger hos Backe, der først træffer denne lørdag.

På skadeslisten figurerer Morten Bisgaard stadig. Han træner dog let med, men det er kun i øvelser uden bold. Ellers ser det ganske fornuftigt ud for den øvrige trup, der forståeligt emmer af optimisme efter 16 point i de seneste seks kampe. I forhold til sidste kamp vender Peter Nielsen tilbage efter karantæne og med en næsten skadesfri trup har Hans Backe (som altid) virkelig kvalitetsmateriale at udvælge sin trup fra.

Onsdagen bød også på en glædelig kontraktforlængelse med den sydafrikanske stjerne Sibusiso Zuma. Det har længe svirret med diverse tvivlsomme rygter omkring Zumas kontrakt, men i dag faldt det hele på plads, og Zuma kan nu for alvor koncentrere sig om spillet på banen, selvom hans seneste præstationer ikke har båret præg af, at han har været mærket af kontraktforhandlinger.

Seneste (og eneste) møde med Farum endte med 2-1 til løverne. Sejren kom i hus på en formidabel finish, hvor Møllers drømmemål til 2-1, står som det klareste. Ser vi bort fra dette indikerede kampen dog også, at Farum bestemt er kommet for at blive. Dette har de også vist i andre turneringskampe, hvor udbyttet hidtil på 21 point, placerer dem på en delt andenplads med Esbjerg og Brøndby. Der har været meget tale om en eventuel forestående fusion med AB, men dette "spøgelse" virkede Farums spillere så langt fra skræmte af, da de mødte og besejrede FC Midtjylland i sidste runde. Spillere som David Rasmussen, Thomas Schultz og Nichlas Hindsberg tegner den offensive profil, mens Ulrik Vincent, Martin Birn og Jakob Gregersen holder sammen på det defensive. I det hele taget ligger en af Farums forcer i, at de er utrolig hurtige til at omstille sig fra forsvar til angreb, og det har mange hold måtte sande i turneringen hidtil. Til opgøret mod F.C. København må Farum dog undvære formstærke David Rasmussen, der sidder udenfor med karantæne.

F.C. København har fået prædikatet som det bedst kørende hold i ligaen p.t. Hvis der kan udnævnes en nummer to i denne konkurrence, må Farum komme tæt på. Der er således lagt op til et intenst opgør på søndag når to af Danmarks bedste mandskaber møder hinanden.