Lad fodbolden tale

Efter et par af de mest besynderlige uger i dansk fodbolds historie bliver der atter spillet fodbold på de danske stadioner.

I skrivende stund er konflikten mellem Spillerforeningen og Divisionsforeningen suspenderet, hvilket giver os alle håb om, at der findes løsninger på de problemer, der har ført til pausen i SAS Ligaen. I en konflikt er der kun tabere, så mon ikke fornuften vil råde?

Jeg håber og tror, at alle - spillere, ledere og tilskuere - vil lade fodbolden tale på søndag i PARKEN. Lad os glemme uoverensstemmelser og lad os undlade at pege fingre ad hinanden. På søndag skal vi bare nyde verdens bedste spil.

Efter 4 kampe i SAS Ligaen uden sejr må det være en flok pointsultne løver, der går på banen mod AaB. Spillemæssigt var der rigtig gode takter i store perioder af den sidste hjemmekamp mod OB, og jeg tror, at vi fortsætter den opadgående formkurve mod ålborgenserne.

Jeg glæder mig til at gense vore spændende nye spillere, Tobias Linderoth og Magne Hoseth, der for hver kamp bliver stadig mere fortrolige med holdkammeraterne og rammerne i PARKEN.

Hoseth har allerede med er par spektakulære indsatser mod Viborg FF og OB positioneret sig som en af SAS Ligaens mest iøjefaldende profiler, og Linderoths boldsikre arbejdsraseri vil blive et meget stort aktiv for F.C. København, når han for alvor har lært holdkammeraterne at kende.

Velkommen til spillere, ledere og tilskuere fra AaB.

Med venlig hilsen

Flemming Østergaard