- Vi fik det som vi kom efter

Der var stor tilfredshed at spore efter aftenens Royal League-sejr over Malmø FF. F.C. København havde revanche til gode, efter de danske mestres eneste nederlag i den skandinaviske turnering, som fandt sted på Malmø Stadion for lidt over en måned siden.

- Vi fik det som vi kom efter. Vi spiller en flot kamp, og viser høj karakter ved at komme tilbage efter Malmøs føringsmål. I anden halvleg spiller vi i et højre gear, og kommer frem til de afgørende målchancer, var Dan Thomassens første kommentar efter kampen.

Den bomstærke midterforsvarer fortsætter:

- Det er altid svært at holde et hold helt fra chancer, men vi gør det godt i dag. Vi har tabt én kamp i hele turneringen, så hvis vi misser finalepladsen ville det være ærgerligt. Vi håber på Malmø, slutter F.C. Københavns nummer 16.

Også Jesper Bech spillede en god kamp, og kunne gøre status efter de 90 minutter.

- Det er surt, at vi ikke får puttet den ind til 3-1. Den kan jo desværre betyde, at vi ikke kommer i finalen. Jeg synes vi har spillet godt gennem hele turneringen, og derfor ville det være skuffende, hvis vi ikke skal spille om guld i Royal League, sagde Bech.

F.C. Københavns anfører, Hjalte Nørregaard, missede en "direktør" i slutminutterne. Han reflekterede efter sejren:

- Det er rigtig flot af hele holdet i dag. Vi styrer kampen, presser Malmø og viser god moral efter vi kommer bagud. Jeg synes det er fuldt fortjent, at vi vinder. Jeg tror fuldt og fast på, at Malmø tager point fra Rosenborg. Titler betyder alt, og derfor skal vi i Royal League-finalen, var kommentarer fra Hjalte.

Om muligheden for en finaleplads konstaterede Tobias Linderoth tørt:

- Jeg tror svenskerne vinder!