Christian Traoré er IKKE uønsket!

Hos TV2 har man bragt en historie om, at F.C. København ikke længere ønsker Christian Traoré i klubben. Både Theo og folk i klubben fik nærmest morgenmaden galt i halsen, da man læste historien. FCK.DK ringede straks Traoré op, for at få hans mening om artiklen.
Hvordan er det at læse på nettet, at du er "blevet bedt om at finde dig en ny klub"?

- Meget mærkeligt! Jeg er glad for at være her i F.C. København, og jeg har på intet tidspunkt hørt fra nogen i klubben, at jeg skulle finde en ny klub. Holmstrøm ringede til mig tidligere i dag og forklarede mig, at jeg ikke skulle være bekymret over, hvad medierne har skrevet, som jo er helt forkert.

Hvordan er det så at læse på nettet, at du er "uønsket"?

- Jeg ved selvfølgelig selv, at det ikke er rigtigt og jeg var glad for, at Niels-Christian ringede til mig. Når jeg ved, at det er forkert, hvad medierne skriver, så generer det mig ikke så meget. Jeg rejser til Paris på ferie i morgen, og jeg glæder mig til den nye sæson. Jeg er spændt som alle andre på at se, hvad der sker i næste måned!

Niels-Christian Holmstrøm siger selv:

- Jeg har ringet til Christian og fortalt ham, at han ikke skulle være bekymret for historien i pressen. Vi har jo allerede tilbudt ham en kontraktforlængelse. Der sker meget i vores klub lige nu, men vi kan selvfølgelig ikke acceptere, at pressen - uden at indhente kommentar fra hverken spiller er klub - skriver usandheder, slutter sportsdirektøren af.