1-0 sejr over LOSC Lille

Per Frandsen om LOSC Lille

Tilbage i starten af 1990’erne begyndte Per Frandsen sin professionelle karriere hos LOSC Lille. Han fik en række gode sæsoner i det franske – og Frandsen endte senere op i F.C. København, til stor glæde for både klubben og tilhængerne tilbage i 1994 til 1996.

Af Jan Eliassen 
Per Frandsen er i dag assistenttræner i HB Køge, men var forleden i PARKEN for at se opgøret mellem to af hans tidligere arbejdsgivere.

FCK.DK fik senere fat i Per Frandsen – og fik stillet ham et par spørgsmål om LOSC Lille og F.C. København.

Hvad er LOSC Lille for en klub? og er det en klub, der har en god tilknytning til lokalområdet?

- Nu er det jo mange år siden jeg var det – men det er helt sikkert, at klubben dengang ikke var nær så stor som den er nu. Dengang var Lille ikke den største klub i Nordfrankrig, og i slutningen af tiden hvor jeg var der, der begyndte det at gå dårligere og dårligere økonomisk. 

- Men Lille har siden årtusindskiftet været med igen, og er nu en rigtig stor klub. Den dag i dag er det blevet til den største klub i det nordlige Frankrig, og det betyder også, at der som regel kommer rigtig mange tilskuere til deres kampe.

Hvordan er selve Lille by?

- Det er også skete meget siden jeg var der, men det er stadig en fantastisk by – og så er det jo også en rigtig stor by, vist nok Frankrigs fjerdestørste by (korrekt, ca. 1,2 mio. indbyggere, red.). Det er dermed også en by med strøg-gader, masser af cafeer og lækre restauranter. Jeg syntes det var en lækker by, og det var også en by, hvor fx mange dengang tog fra London og til Lille bare for at handle.

Hvad husker du bedst fra din tid i LOSC Lille?

- Det er selvfølgelig fodbolden. Jeg havde jo drømt om at blive professionel, og blev så købt for 10 millioner kroner – og det var mange penge dengang. Der var nogle søde og rare mennesker i klubben, blandt andet tre andre danskere i form af Michael Mio, Henrik Nielsen og Jacob Friis-Hansen, men det betød også en vis form for konkurrence, for der måtte jo kun være tre udlændinge på banen dengang. Men alt i alt var det en spændende tid for mig, for det var jo min første professionelle klub i udlandet.

- I modsætning til i dag, så spillede alle de bedste franskmænd dengang i Frankrig, og jeg husker da at have spillet mod Jean-Pierre Papin og Olympique de Marseille på Stade Vélodrome for næste fulde huse. Jeg var jo kun en knægt dengang, så det var stort!

Meget er sikkert forandret siden du var der, men jeg ved du var i PARKEN i tirsdag. Hvilken form for kamp tror du F.C. København kan forvente på onsdag?

- Jeg tror det bliver lidt som 2. halvleg, hvor LOSC Lille får presset F.C. København tilbage. Men F.C. København spillede en fantastisk kamp, og selvom de i 2 halvleg blev presset hårdt af LOSC Lille, så fik Lille jo kun halve chancer. Kan F.C. København spille en god kamp dernede, så får de en eller to store chancer – og får de scoret, så tror jeg de går videre.  Ingen tvivl om det bliver svært, men jeg tror også på, at F.C. København godt kan gå videre.

Hvad imponerede dig mest ved F.C. København i den første kamp?

- Snakker vi spillere på et individuelt plan, så var TK ”outstanding”. Han viste stor internationale klasse i den første kamp. Lars Jacobsen spillede som altid stabilt godt, og så tog Wiland jo hvad han skulle – plus et straffespark naturligvis. Hele holdet spillede godt, men TK var som sagt ”outstanding”!

LOSC Lille i den forgangne weekend
F.C. København varmede op til onsdagens kamp med en lørdagskamp, og det samme gjorde LOSC Lille – og endda også med en udekamp klokken 17. Hvor F.C. København i de døende minutter formåede at vinde 3-2 over Randers FC, så fik LOSC Lille ikke helt det samme udbytte, da de måtte nøjes med et point mod Nice.

LOSC Lille kom foran 1-0, da de vendte Nices opspil til en hurtig kontra, hvorefter Dimitri Payet bragede bolden i mål. Nice fik udlignet lige inden pausen efter et frispark, og ti minutter inde i 2. halvleg udnyttede Eric Bautheac fra Nice en stikning i dybden, og gjorde det til 2-1. Det tog dog kun fire minutter for LOSC Lille at udligne til 2-2. Djibril Sidibe snød et par Nice spillere på kanten af feltet, og sendte den efterfølgende i nettet til kampens slutresultat 2-2.

Om Per Frandsen
Per Frandsen spillede fra 1990 til 1994 over 100 kampe for LOSC Lille, og scorede næsten 20 mål for franskmændene. Efter fire år i Frankrig gik turen til F.C. København, hvor det blev til 68 kampe og 24 mål. Efter tiden i København spillede Per Frandsen i Bolton Wanderers, Blackburn Rovers, Bolton Wanderers (igen) og afslutningsvis i Wigan Athletic.

Per Frandsen er i dag assistent- og reserveholdstræner i 1. divisionsklubben HB Køge.