F.C. København lancerer cheerleaders

F.C. København lancerer cheerleaders

Når efteråret for alvor rammer København, og det hele bliver en smule mere gråt, lancerer F.C. København et ambitiøst og professionelt cheerleaderteam til at sætte mere liv og kulør på F.C. Københavns hjemmekampe.  Konceptet med cheerleaders til fodboldkampe er ikke nyt, men niveauet, aktiviteterne og fremtoningen bliver markant anderledes med kraftig inspiration fra USA. Der bliver således ikke ”sparet på noget”, når de nye cheerleaders ser dagens lys, og F.C. København ønsker at skabe et niveau, der hidtil ikke er set i Europa.

Udover at være fast inventar ved F.C. Københavns hjemmekampe, vil FCK Cheerleaders også være repræsenteret på Lions & Barrels, der er klubbens officielle sportsbar beliggende på hjørnet mellem Danske Spil- og CAFEBAR-tribunen i PARKEN, ligesom holdet også vil være til stede ved andre FCK-relaterede events.

- Vi stiller høje krav til de enkelte medlemmer og hele gruppen. FCK Cheerleaders bliver underlagt det samme kodeks som F.C. Københavns spillere gør, og det bliver ikke bare fem minutters dans i pausen og så hjem igen. De skal være med til at skabe en totaloplevelse og være en stærk kobling med stemningen på tribunerne og fodboldspillet på banen – både før, under og efter kampene, siger kommerciel direktør Rikke Dræbye Gantzhorn og fortsætter:

- FCK Cheerleaders er et ambitiøst projekt, og med al respekt for de dansegrupper, der performer rundt omkring på andre stadions og haller i Danmark, så går vi helt målrettet efter at skabe et hold kvinder, der sætter helt nye standarder for hvad man kan forvente. Vi vil gerne skabe langt større respekt omkring begrebet og navnet ”cheerleader” end der har været i de seneste mange år, og vi er sikre på, at såvel holdet bag som de endelige medlemmer af Copenhagen Cheerleaders kan løfte konceptet op til nye højder i Europa, slutter Rikke Dræbye Gantzhorn.

Til at sætte det første hold af FCK Cheerleaders, har F.C. København allieret sig med Christiane Schaumburg-Müller og Toniah Pedersen, der begge besidder stor erfaring og know-how inden for showbranchen. Derudover har Christiane haft cheerleader-hvervet helt tæt på kroppen, da hun startede sin karriere som cheerleader for netop F.C. København tilbage i 2001. Begge vil sidde i udvælgelseskomitéen sammen med holdkaptajn Mai-Britt Catrine, der ligeledes har mange års erfaring inden for showbusiness.

FCK Cheerleaders afholder åben audition torsdag den 1. september klokken 18.30 i Fitness dk i PARKEN. Kravene er høje til både danseerfaring, udstråling og professionalisme, da det kræver sin kvinde at have mod nok til at optræde foran et publikum på op til 38.000 i PARKEN.