Ståle: - Præcis så svært som forventet

Ståle: - Præcis så svært som forventet

- Kampen blev præcis så svær, som vi havde forventet, sagde cheftræner Ståle Solbakken efter aftenens 0-2-nederlag til Atlético Madrid. - Jeg er selvfølgelig ikke tilfreds med resultatet, og de to mål, som de måske kommer lidt let til, men ellers er jeg tilfreds med vores indsats.

- Det bliver selvfølgelig svært, når de scorer på deres eneste chance i 1. halvleg, som ellers går helt efter planen, sagde Ståle Solbakken efter kampen. Spanierne har måske bolden lidt mere end os, men vi holder ellers dem væk fra chancer. Vi ville selvfølgelig gerne selv have skabt mere fremadrettet, men vi vidste, at vi ville komme til at bruge mange kræfter på bare at holde dem væk.

De taktiske overvejelser før kampen
Det forventede store løbearbejde var også baggrunden for, at Ståle Solbakken havde valgt William Kvist på midtbanen frem for Libor Sionko:

- Libor er temmelig medtaget efter at have spillet en time torsdag i Moskva og en hel kamp mod Brøndby i søndags. Det gælder også Hutch, for de spiller på de hårdeste pladser, hvor der er mest løbearbejde. Derfor foretrak jeg William, for han har mest spillet back og har derfor mere i benene. Det viste han også ved at spille en god kamp i dag. Vi tager en lille chance ved at sætte Ailton og Libor ind samtidig, for selv om de begge laver nogle gode individuelle ting i dag, så bliver holdet mere ustruktureret, og de løber hurtigt fra os og får mål nummer to.

Alt i alt var spaniernes sejr dog retfærdig nok, men Ståle mente ikke, der var tale om en udtalt klasseforskel på de to hold:

- De har selvfølgelig nogle store individuelle kvaliteter i form af spillere til en værdi af 2-300 millioner kr., men det vidste vi jo godt. Vi var måske ikke ligefrem tæt på i dag, men tager man hele kampen over ét, så har de tre chancer, der giver to mål og Jesper redder den tredje. Der er ikke mange i denne sæson, der har holdt dem nede på så få chancer i en hel kamp. Men vi har ikke selv de marginaler, man skal have med sig i sådanne kampe. Flere af vores spillede havde tungere ben, end vi havde håbet, og vi mangler den sidste afgørende aflevering eller det gennembrud der splitter forsvaret. Og så slog vi generelt nogle dårlige dødbolde i dag, lød cheftrænerens analyse.

Stadig en reel mulighed for avancement

Heldigvis står de danske mestre stadig med ganske gode muligheder for at kvalificere sig til 1/16-finalerne, eftersom Lokomotiv Moskva her til aften tabte 0-2 i Athen til Panathinaikos. FCK kan derfor nøjes med uafgjort i den sidste kamp i Aberdeen om 2 uger, og mere kan man næsten ikke forlange, når man tilmed har tabt begge sine hjemmekampe i gruppen.

- Ja, det er et fint udgangspunkt, at vi kan nøjes med ét point, men dermed ikke sagt, at det bliver nogen let opgave, vurderede Ståle, som samtidig ærgrede sig over, at Brede Hangeland nu må sidde udenfor med karantæne efter sin at have fået sit tredje gule kort i turneringen.

- Det bliver en kamp, hvor der vil ske meget i begge felter, men efter de her tre hårde kampe på seks dage, så har vi heldigvis to uger til at forberede os fysisk, og vores små-skadede spillere kan nå at komme sig. Men det bliver ikke nemt, Aberdeen har vist, at de er et udmærket hjemmehold og kan med en sejr kan de selv gå videre, konstaterede Ståle.

Frysende Aguirre fik hvad han kom efter
Den spanske cheftræner, Javier Aguirre, sagde efter kampen, at det havde været en tæt kamp, men hans hold havde stået godt på banen og haft kontrol over forløbet, så han havde ikke på noget tidspunkt havde følt sig under pres i kampen. Han fremhævede sin midtbane med Cleber Santana og Thiago Motta og kaldte dem en af de bedste i Europa, og angribernes kvaliteter taler for sig selv. Ellers konstaterede han blot, at man havde fået de 3 point, som man kom efter. Da en journalist spurgte til hans lidt triste ansigtsudtryk på pressekonferencen, svarede han med antydning af et lille smil, at det også havde været en kold aften i København...